Der er risiko for, at en brugt bil importeret fra Tyskland kan blive pålagt mere i afgift end en ny, identisk model. Det strider imod EU’s regler om varers frie bevægelighed.
Derfor kan staten få en EU-sag på halsen, fordi Skat systematisk giver f.eks. leasingfirmaer adgang til at benytte lavere registreringsafgifter, end når private køber tilsvarende biler.
Det skaber et segment af nyere brugte biler i Danmark, der kan presse de brugte, importerede biler ud. Ifølge tre eksperter er det problematisk i forhold til EU’s regler, fordi aktørerne på markedet ikke længere er stillet lige. Flere af EU’s domsafsigelser på området siger ligeud, at man end ikke i et enkelt tilfælde må opkræve mere i afgift for en brugt bil, end der allerede er blevet betalt for en identisk, ny bil.
– Man skævvrider markedet, fordi man opkræver mere i afgift end det, der hviler på en tilsvarende ny bil, som er blevet indført til landet som fabriksny. Man pumper med andre ord afgiftsbetalingen for brugte biler op ud fra en teknisk beregning. En sådan oppumpning kan være imod EU-retten, siger Line Kjær fra Lett Advokater til Jyllands-Posten.
I FDM overvejer direktør Thomas Møller Thomsen at gå videre med et sagsanlæg mod den danske stat på grund af krænkelsen.