I en tid, hvor Facebook, Instagram, Twitter og Pinterest holder os alle til tasterne 24/7, forsøger det amerikanske bilmærke Dodge at bryde gennem kommunikationsmuren med en reklamefilm, der fortæller en lille, gribende historie i et adstadigt tempo.

Udgangspunktet for filmen er, at Dodge runder 100 år og derfor slår et slag for den ældgamle sandhed; at med alder følger visdom.

”Lev livet nu”, ”Fortæl altid sandheden”, ”Lær af dine fejltagelser”, lyder det bl.a. fra en stribe medborgere, født for snart et århundrede siden, mens filmen slutter med budskabet ”Man lærer meget på 100 år” signeret Dodge.

Er det visdom? Tja, måske. 

Uanset hvad, er det en smuk, lille film, og den er i særdeleshed relevant i en tid, hvor ”det gamle” og ”det nye” atter en gang ramler sammen i erhvervslivet.

Ikke mindst i reklamebranchen, hvor digitaliseringen og de sociale mediers eksplosive vækst udfordrer vedtagne sandheder og forretningsmodeller, hvilket bl.a. to rutinerede herrer fra den danske reklamebranche forholdt sig til i disse spalter tidligere på ugen og som Hanne Feldthus følger op på i en klumme i dag.

Se filmen i toppen af artiklen.