Umiddelbart ligner de nye aktier i Dansk Bank-emissionen et godt køb. Med en købskurs på 86 kroner per aktie er der tale om en rabat på cirka 29 procent i forhold til kursen på Danske Bank aktien på Fondsbørsen 11. marts 2011. Men købet af de nye Danske Bank-aktier er ikke uden betydelige risici, understreger banken selv i emissionsmaterialet, der blev tilgængeligt i går. I det 257 sider lange dokument peger banken på en række risicimomenter, der kan præge koncernens resultat og aktiekurs i fremtiden.
Og risicivurderingen kan være stærk læsning, hvis man er pessimist på vegne af boligmarkedet. 33 procent af bankens samlede krediteksponering er således placeret i boligudlån til privatkunder. Det er et samlet beløb på 771 mia. kroner pr. 31. december 2010. Dertil kommer en samlet krediteksponering mod erhvervsejendomsmarkedet på 245 mia – eller cirka ti procent af bankens samlede krediteksponering. Banken selv skriver om risici forbundet med bolig- og ejendomsmarkedet.