Boozt skal være førende i klassen for digital markedsføring og performance marketing i Norden.
Sådan lyder den store ambition fra medstifter og kommerciel direktør i Boozt, Peter G. Jørgensen, i et interview med Markedsføring.
”Vi blev enige om i det nye år, at vi vil være de bedste på det digitale felt. Det har vi været, men vi vil tage et skridt mere,” siger han.
Derfor samler Boozt sit digitale marketing-team på tværs af de to virksomheder Boozt og Booztlet i et fælles kontor i København. Samtidig sætter Boozt den tidligere chef for Transact, Asger Storebjerg, i spidsen for holdet.
”Det er mit speciale. Det er det, jeg har brugt hele min karriere på. Min ambition er, at vi skal bygge det stærkeste digitale marketingteam, man kan forestille sig,” siger Asger Storebjerg.
Syv under sig
I første omgang får Asger Storebjerg ansvar for syv ansatte på tværs af Boozt og Booztlet. Og han ser frem til at komme i gang.
”Jeg glæder mig helt vildt. Jeg tror, det er et match made in heaven i forhold til kulturen i Boozt, og den opgave der skal løses. Det er næsten for godt til at være sandt, at de stod med det behov, imens jeg gerne ville prøve noget nyt. Jeg ser meget frem til at komme i gang. Og vi kommer til at lave nogle vildt fede ting og sætte en ny standard.”
Asger Storebjerg fortæller, at målet for Boozt bliver at være førende på e-handel.
”Vi skal tage dem Boozt ind i fremtiden. Og være med til at diktere fremtiden for e-commerce. Det har Boozt gjort af flere omgange, og jeg håber, vi kan sætte en ny standard for e-commerce og digital marketing. Mit største speciale er Google, og det er helt centralt for en webshop. Der skal laves meget innovation og tænkes nye tanker ift, hvor datadrevet vi kan drive det setup – og hvor effektivt, vi kan gøre det.”
Fra medstifter og kommerciel direktør Peter G. Jørgensen lyder det, at det er forretningskritisk for Boozt at være førende digitalt.
”Vi skal investere og have fokus på det. Det giver så mange muligheder, hvis vi har det rette team til at bruge teknologien fænomenalt. Og gør du ikke det, så spiller du måske bare par med de konkurrenter, der også er gode her. Så vi skal være foran hele tiden og have det bedste hold,” siger han.
Han forklarer, at Boozt blandt andet vil være bedre til at udnytte AI i sit digitale marketing-arbejde.
”Inden for det digitale og data rykker meget i retning af, at maskinerne laver arbejdet. Vi skal have det hold, der kan bruge den teknologi rigtigt på tværs af lande og kategorier – helt ned til produkter og prissætning. Så vi ikke bare gør som alle andre og trykker på en stor, rød AI-knap,” siger han.
Skal tage kontrol over AI’s rolle
Asger Storebjerg ser også frem til den faglige udfordring i at gå i dybden med et brand fra a til z digitalt efter fire år hos Transact.
”Der var de sidste år kommet meget bureauledelse ind for mig hos Transact. Der kom jeg længere og længere væk fra de helt dybe kundeopgaver, som jeg har stor passion for. Og så har jeg været tæt på kunder, hvor jeg har mærket, hvor fedt det var at skabe de store forandringer. Så nu får jeg tiden til at gå helt dybt på kundesiden og se, hvad jeg kan drive det til, når jeg går helt i dybden med mine kompetencer,” siger han.
Samtidig deler Asger Storebjerg også Boozts analyse af, at der er brug for at tage kontrol over AI’s rolle i marketing.
”Det, der virkelig gør forskellen for Boozt og deres konkurrenter er, om du kan arbejde intelligent med de AI-platforme, der findes. Og bevare kontrollen over din investering. Og hele tiden være et skridt foran. Det har jeg god erfaring med,” siger han.