Tryg Forsikring har det klart stærkeste brand, er mest populær blandt kunderne og har den bedste performance digitalt blandt landets forsikringsselskaber. Det viser en ny og opdateret Q-Faktor-analyse lavet af Dansk Annoncørforening på vegne af mediet Markedsføring.
Analysen er lavet i samarbejde med AM Copenhagen, Transact/OMG, Kantar Media, Oday og Loyalty Group.
Lige efter Tryg Forsikring i analysen kommer Topdanmark på andenpladsen, imens Lærerstandens Brandforsikring tager tredjepladsen.
EN RELANCERET Q-FAKTOR
De sidste to år har mediet Markedsføring i hvert magasin bragt en Q-Faktor-analyse, der gik dybt i UX, brugervenlighed og den digitale performance for de største spillere i en given branche. Målet var at kåre branchens digitale konge.
Nu har mediet Markedsføring sammen med Dansk Annoncørforening opdateret Q-Faktor-analysen i et mere dybdegående format. Q-Faktor-analysen baserer sig på en loyalitetsanalyse på brancheniveau lavet af Loyalty Group, en analyse af kendskab og forbrugertilfredshed lavet af Kantar Media, en UXanalyse lavet af det digitale bureau Oday, en analyse af den digitale performance lavet af Transact/OMG og en omfattende brandanalyse lavet af AM Copenhagen.
Du kan læse meget mere om Q-Faktor på danskannoncørforening.dk/qfaktor. Markedsføring har ingen økonomiske interesser i analysen.
Tryg Forsikring vinder i tre ud af de fem delanalyser: på Branding, digital performance og at være kundernes foretrukne forsikringsselskab.
Hos Tryg Forsikring er der glæde over førstepladsen.
”Digitalisering er et vigtigt konkurrenceparameter, også i forsikringsbranchen, så vi kan kun være yderst stolte over resultatet. Tryghed er vores DNA, så at det står så stærkt i markedet, er vi selvfølgelig enormt glade for,” skriver Susanne Lindhage, pressechef i Tryg Danmark, i en mail.
Stikker ud i ensartet verden
Særligt på brandingdelen er Tryg Forsikring ifølge brandstrateg Kristina May, stifter af AM Copenhagen, klart foran.
”De har et forspring i forhold til alle de andre brands, fordi de er en del af Tryghedsgruppen. Det betyder, at de troværdigt kan tale på et højere og mere værdibaseret plan til kunderne end alle konkurrenterne,” siger hun.
Og netop det skiller sig ud i en branche, som hun vurderer, ellers er meget ensrettet.
”Der er ingen andre af forsikringsselskaberne, der har et ’higher purpose’ som er tydeligt. Alle siger det samme, ofte på den samme måde. Flere af dem taler i stedet om deres aktionærer,” siger Kristina May.
”Det er meget tydeligt, at vi har med en branche at gøre, som er need to have. Valget baserer sig derfor altid på pris og tryghed, men det betyder også, at virksomhederne kan slippe af sted med meget, fordi virksomhederne har brug for dem.”
Hun ser en mulighed for, at nogen skiller sig ud og rykker ved branchen.
”Der er ikke brug for, at alle pivoterer til en Lunar og laver om på alt. Men der er brug for, at nogen rykker branchen, så det hele ikke bliver ens. Nogle unge virksomheder, der kommer ind og gør tingene anderledes.”
Performance-vindere
Vindere i de fem underkategorier
Bedste UX
1 // GJENSIDIGE 2 // LÆRERSTANDENS BRANDFORSIKRING 3 // TRYG
Bedste i digital performance
1 // TRYG 2 // TOPDANMARK 3 // ALM. BRAND
Bedst på loyalitet
1 // LB 2 // GF 3 // ALKA
Bedst på loyalitet
1 // LB 2 // GF 3 // ALKA
Bedste brand
1 // TRYG 2 // IF 3 // TOPDANMARK
Samtidig er Tryg Forsikring også klart stærkest på digital performance – altså SEO, sociale medier og privacy-krav – viser analysen fra Transact/OMG. Blandt andet performer Tryg Forsikring, sammen med Topdanmark, klart bedre på organisk trafik end konkurrenterne.
”Tryg og Topdanmark er klare højdespringere, når det kommer til at efterleve best practice og lovgivning for privacy. De fleste virksomheder i branchen er bedre end gennemsnittet, men enkelte står ud med potentielle problemer,” lyder det i analysen fra Asger Storebjerg, der er Managing Director hos Transact.
”Tryg fremstår mest ”digitalmoden” set udefra, men der er stadig plads til forbedring,” siger Asger Storebjerg.
Han forklarer, at det specifikt er på ”paid search”, at Tryg kunne rykke sig. Samtidig vurderer han, at branchen generelt er langt fremme på performance.
Slået på loyalitet
Det tredje og sidste sted, hvor Tryg Forsikring er et skridt foran konkurrenterne, er hos Kantar Media. Her viser Kantars årlige analyse, Index Danmark, at Tryg er det foretrukne forsikringsselskab hos kunderne. 22.000 danske forbrugere har deltaget i undersøgelsen.
Her angiver lige knap 18 procent af danskerne, at Tryg er deres hovedforsikringsselskab. Samtidig er Tryg også topscorer, hvis man skulle skifte forsikringsselskab: Der svarer lidt over 10 procent, at de ville overveje Tryg, hvis de skulle skifte.
Det betyder til gengæld ikke, at Tryg Forsikring vinder, når det kommer til loyalitet hos de kunder, de allerede har. Her kommer Lærerstandens Brandforsikring ud i toppen af Loyalty Groups analyse.
Og det er faktisk 12. år i træk, at netop det selskab har de mest loyale kunder.
”Lærerstandens Brandforsikring er i en kategori for sig selv,” lyder det i analysen fra Lars Jepsen, der er researchchef og seniorrådgiver hos Loyalty Group, der tilføjer:
”Vi oplever ofte, at mindre forsikringsselskaber har højere loyalitet fra deres kunder, da de ofte er mere fleksible, proaktive og målrettede i deres tilgang til kundetilpasning.”
Langt tilbage på UX
Når det kommer til UX (brugervenlighed, red.), så kommer både Tryg Forsikring, Topdanmark og Lærerstandens Brandforsikring til kort.
Her viser analysen fra Oday og UX-ekspert Jacob Hvam, at Gjensidige faktisk kommer ud på top. Det er blandt andet på grund af klare rabatter og nemme muligheder for at samle forsikringer, at Gjensidige scorer godt.
Netop Tryg Forsikring skiller sig dog på sit website meget positivt ud med klare guides og godt content, siger Jacob Hvam. Blandt andet med tricks til at håndtere en stormflod. Samlet vurderer han dog, at branchen efterlader meget tilbage at ønske på UX.
”Det er et dovent felt af selskaber,” skriver han i analysen.
”Det er tæt på sløset i lyset af, at de ikke kun skal vælges i forhold til pris, men også på sikkerhed og tillid. Flere kunne arbejde på at forbedre brugervenligheden og designet,” vurderer Jacob Hvam.
Han opfordrer blandt andet til at lade sig inspirere af det amerikanske forsikringsselskab Lemonade, der har en app med en hurtig chatbot og er stærk på brugeroplevelse.
”Resultatet er en imponerende hurtig, ukompliceret og ubureaukratisk oplevelse for kunderne,” vurderer Jacob Hvam.
SÅDAN SER VINDERPODIET UD:
#1 Tryg Forsikring
+ Får styrket sit brand som en del af Tryghedsgruppen med klar, strategisk kommunikation, der har fokus på tryghed for kunderne.
+ Gode til at lave inspirerende indhold og tips og tricks til sikring ved stormflod, der er med til at styrke forholdet til kunderne.
+ Har det bedste brand blandt forbrugerne samlet – og er det mest foretrukne, hvis andre kunder skulle vælge et nyt forsikringsselskab.
÷ Gode til at vise produkter, men kunne have endnu mere mod i sin langsigtede branding – bliver meget ”bankagtigt”.
#2 Topdanmark
+ Klar branding-stil med blå farver og et professionelt fokus.
+ Stærk digital performance på Google, hvor de har stor troværdighed. Derudover er virksomheden topperformer på privacy i form af samtykke-løsninger og server side-tracking.
+ Gode til også at vise mennesker i sin kommunikation, fordi man har fokus på employer branding.
÷ Svag UX med et standard-design og forvirrende forside, hvor der er for meget fokus på at købe bilforsikring online.
#3 Lærerstandens Brandforsikring
+ Scorer højest på loyalitet hos nuværende kunder – særligt, fordi de eksisterende kunder har en stor tendens til at anbefale selskabet til venner og familie.
+ Klar positionering af brandet med fokus på lærere, sygeplejersker og studerende, som giver en følelse af fællesskab.
+ Har et website med kundechat, indhold, der inspirerer kunderne, og er meget troværdige med klare fremhævelser af kåringer som bedst i test hos Forbrugerrådet Tænk.
÷ Der er nærmest ikke en visuel identitet for brandet. Meget tilbageskuende design, som står tilbage i forhold til konkurrenterne.