Selv om man ellers er kendt for at være en af landets mest etisk korrekte virksomheder, kan man jo godt træde ved siden af. Og det har danske Novo Nordisk tilsyneladende gjort i England.
Virksomheden har ifølge videnskab.dk for nylig reddet sig en skideballe fra den britiske lægemiddelindustris egen brancheorganisation The Prescription Medicines Code of Practice Authority for at have brudt flere af organisationens regler under markedsføringen af Victoza, Novos lægemiddel mod sukkersyge.
Novo kritiseres bl.a. for at være kommet med vildledende og urigtige oplysninger omkring lægemidlet, at have tilbageholdt oplysninger om produktets bivirkninger og at have givet lægerne et indtryk af, at medikamentet var blåstemplet af myndighederne, selv om det ikke var tilfældet.
I reprimanden står der:
”Vi er ekstremt bekymrede over Novo Nordisk opførsel. De har flere gange givet urigtige oplysninger og virksomheden har ikke erkendt sine fejltagelser.”
Jurist: Det ser alvorligt ud
Lægemiddelstyrelsens jurist Morten Dahl Nielsen holder øje med, at medicinalindustrien overholder reklamelovgivningen i Danmark. Han har set brancheorganisationens kritik og kan på den baggrund bekræfte, at virksomheden har fået en opsang.
– Uden at kende sagen i detaljer, så kan jeg overordnet sige, at reprimanden ser ret alvorlig ud. En lægemiddelvirksomhed må ikke reklamere for et lægemiddel, før det er blevet godkendt, for det handler i sidste ende om patientens sikkerhed, siger jurist Morten Dahl Nielsen til videnskab.dk
Direktør Viggo Birch fra Novo Nordisk i Storbritannien mener ikke, at forseelsen er så stor.
– Det var ikke noget med, at det var fordækt, at Victoza-omtalen udgjorde en del af det redaktionelle indhold. Men inde i tillægget var der nogle punkter, som så ud til at være en promovering af Victoza. Ifølge reglerne skal man nævne samtlige effekter og bivirkninger, og det er altid en balancegang, hvor brancheorganisationen så mener, at vi her gået over stregen, siger han.