Malene Birkebæk bliver ny direktør i Aegis Media-bureauet Carat. Hun afløser Mads Bredal der rykker op i hierarkiet og bliver nordisk direktør og ansvarlig for ”newbiz”.
Han kan således nu smykke sig med titlen ”President Nordic Clients and New Biz”, og han skal sikre en organisering af mediebureauerne, så de er bedre gearet til nordiske og internationale kunder. Mads Bredal indtræder samtidig i den nordiske ledelse på niveau med nationale CEO’s.
Rokaden kommer efter, at Aegis Medias øverste direktør, Lars Bo Jeppsen, i januar overtog stillingen som nordisk CEO for Aegis Media fra Henrik Jensen.
Med omorganiseringen er en række ansvarsområder blevet uddelegeret, så det bliver muligt for Lars Bo Jeppesen at bestride både posten som dansk og nordisk CEO for Aegis Media.
– Jeg synes, det er helt afgørende i mit nye job som Nordisk CEO, at jeg ikke kommer for langt væk fra medarbejderne og kunderne i Danmark. Jeg vil derfor fortsat have ansvaret for Danmark. En række meget vigtige ansvarsområder har jeg valgt at uddelegere til nogle af de danske ledere, der har spillet en afgørende rolle for vores udvikling de seneste år, og som i virkeligheden vil være bedre end mig til de pågældende opgaver, siger han.
Den nye direktør for Carat, Malene Birkebæk, har arbejdet i Aegis siden 2000. Senest som direktør for bureau-gruppens analyseenhed Carat Deep Blue. Og hun har en klar plan:
– Der er to ting, der mig på sinde for den fremtidige drift af Carat: Udvikling og faglighed. Carat må for alt i verden ikke stå stille, for det er det samme som tilbagegang i vores branche, siger hun til Børsen.
Endelig bliver direktøren i Vizeum, Martin Baaring, fremover COO Aegis Media, og kommer dermed til at bistå Lars Bo Jeppes med den danske drift. Under sig får Martin Baaring nu foruden Vizeum også forretningsområderne Trading og Direct.