Det er ikke alt sammen guld, det der glimrer.
Det måtte innovations- og designbureauet MOEF sande efter en kikset Kickstarter-kampagne i forrige uge. Kampagnen skulle rejse penge til produktionen af FishyHands, et produkt, der som udgangspunkt var en 1. april-spøg.
”Fiskefingrene” blev en stor succes på sociale medier med mere end 2 mio. visninger og over 4.000 følgere på Facebook-fansiden. ”I want one!” var en af de hyppigste kommentarer.
Derfor tænkte MOEF: Hvorfor ikke gøre FishyHands til virkelighed? Men lige så stor en succes, som FishyHands blev på de sociale medier, lige så stor en fiasko blev det, da de mange fans skulle have penge op af lommen.
Målet var at skaffe 200.000 kr., der skulle gå til dækning af produktionsomkostninger og levering. MOEF rejste fem pct. af beløbet.
Hvad kan vi lære af det?
Nu ville det letteste i hele verden være at glemme alt om miseren og haste videre, men MOEF har i stedet besluttet sig for at dele ud af deres erfaringer med alle os andre. Og tak for det.
Den første læring er, at det er en rigtig god idé at teste markedet, før man sætter noget i produktion.
Med en Kickstarter kampagne kunne MOEF hurtigt se, om folk var lige så villige til at udtrykke sig med kreditkortet som med ord.
Den dårlige nyhed: Det var de ikke. Den gode nyhed: MOEF sparede 200.000 kr. i produktionsomkostninger.
Den anden læring er, at hvad der sker på Facebook, bliver på Facebook. MOEF satsede på Facebook som marketingkanal, men folk som følger FishyHands på Facebook gør det primært, fordi den sjove kampagnevideo gav dem et grin, der udløste et like på fansiden.
Den dårlige nyhed: MOEF’s marketingbudget var, helt bogstaveligt, til grin. Den gode nyhed: MOEF har en god fanbase, som kan aktiveres senere.
Den tredje læring er, at kampagnevideoen måske var for god?
Kerneværdien i FishyHands er nemlig, at man kan drille sine fiske-venner med produktet. Men hvorfor betale for det, hvis man kan få den samme pay-off ved at dele videoen med svigerfar på Facebook? Eller hvis man kan “tagge” alle sine fiske-venner på en gang i en kommentar under videoen? Det var det, folk gjorde – og årsagen til, at Facebook-siden voksede så hurtigt.
Den dårlige nyhed (måske): Videoen opfyldte det samme behov som produktet selv. Den gode nyhed: MOEF lavede en video, der fik viral succes.
Den fjerde læring er, at PR ikke er en gylden genvej til succes. FishyHands fik nemlig massiv mediedækning. Bl.a. via et live-interview i den britiske talkSPORT radio, som er Storbritanniens eneste 24/7 sportsradio. De havde læst en bagsideartikel om MOEF i Metro, som er Englands mest læste avis. Også The Telegraph skrev om fiskefingrene.
Den dårlige nyhed: Selv hvis MOEF havde fået Paven til at reklamere for FishyHands, i den bedste sendetid, med global mediedækning, havde de ikke kunnet få nok PR til at redde projektet. Den gode nyhed: MOEF har været i Storbritanniens største medier med en god historie, og det er da ikke så ringe endda.
Den femte læring er, at det handler om prisen. Der er ingen vej uden om den virkelige grund til, at FishyHands ikke blev realiseret. Det var simpelthen for dyrt i forhold til den værdi, produktet kunne skabe.
Hos MOEF er mavefornemmelsen, at hvis FishyHands lå i fiskebutikker verden over til 50 kr. stykket, så ville de glide over disken i en lind strøm. Men på Kickstarter skulle man støtte med mindst 100 kr. og det er et ret dyrt grin at vente et halvt år på at få med posten. MOEF prissatte ud fra, hvad det reelt koster at sætte et nyt produkt i produktion.
Den dårlige nyhed: Prisen på FishyHands var for høj til, at folk ønskede at støtte. Den gode nyhed: MOEF er her endnu.
Og hvad sker der så nu?
Jo, MOEF er i kontakt med potentielle investorer, som ser muligheder i et samarbejde. Og den fungerende prototype af FishyHands er på vej til Japan, hvor den skal være “realitystar” d. 24. november i et nationalt tv-program om produkter, der ikke findes…