Den danske del af det WPP-ejede bureau Mindshare har til trods for coronakrisen haft godt gang i bureau-butikken det seneste halve år.

Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.

Det er særligt på PR-området, at Mindshare kan melde om fremgang, da bureauet i perioden er blevet fast PR-bureau for streamingtjenesten Spotify, elektronikgiganten LG Electronics og DAZN, der nok bedst kan beskrives som sportens svar på Netflix.

– Jeg er stolt af den udvikling, vi har gennemgået, og de resultater som vi har set det seneste år, siger Thomas Mark, kommunikationsdirektør i Mindshare, der betegner sig selv som et integreret bureau, hvor der arbejdes på tværs af medie- og kommunikationsdisciplinerne.

Har skruet op for PR-satsningen

Mindshare, der i tidernes morgen var et klassisk mediebureau, skruede op for PR-disciplinen, da bureauet i sensommeren 2018 blev dansk partner i det internationale PR-netværk Hill+Knowlton Strategies.

Det skete godt et år efter, at WPP havde fusioneret reklamegigantens PR-bureauer i Danmark – Burson Marsteller, Hill +Knowlton Strategies og Cohn & Wolfe – til ét nyt samlet bureau under navnet Halo.agency uden større succes.

Bureuaet blev derfor lukket ned igen, og da Mindshare allerede havde PR-kompetencer på plads gennem et samarbejde med Thomas Mark, blev Mindshare Hill & Knowlton Strategies danske afdeling.

Hårdt arbejde og talenter

Siden er det gået slag i slag, og bureauet har ”nok doblet op på ressourcer” på PR-fronten, oplyser Thomas Mark, der mener, at fremgangen nok skyldes ”en kombination af hårdt arbejde, men også en række stærke kommunikationstalenter”.

– De har den faglige rådgivning i orden, men formår også at tænke på tværs af medier og discipliner, så vi kan levere de bedste resultater til vores kunder, siger Thomas Mark.

Han fortsætter:

– Eksempelvis bør en PR-indsats i dag ofte også involvere sociale medier og influencers, mens vi kan styrke indsatsen med betalte medier.

Et eksempel på et af talenterne er den tidligere Hill+Knowlton-chef Andreas Skafte Hedensten, der i efteråret 2019 blev ansat i Mindshare for at styrke samarbejdet med søsterbureauet Hill+Knowlton Strategies i Norden og EMEA.

Samtidig, fremhæver Thomas Mark, er flere kvinder rykket op i hierarkiet i bureauet, hvor Louise Bonfils Høck nu står i spidsen for bureauets Influencer Marketing-kampagner og Caroline Kjærbye-Thygesen er Business Partner og lead på den tværmediale indsats inden for særligt PR og sociale medier.

– Jeg vil vove at påstå, at vi har et stærkere team af rådgivere end nogensinde før, siger Thomas Mark.

Han fortsætter:

– Selvom coronakrisen har sat en lille klods i hjulet på den store vækst, som vi har oplevet, er vi absolut ikke slået ud – og så har vi ikke engang talt om vores kreative reklameteam, der er i den grad er blevet løftet med blandt andre Patrick Isaak som strategisk partner.

Mindshare er i dag blandt andet fast PR-partner for kunder som Aleris-Hamlet og DFDS, mens de på sociale medier er fast rådgiver for blandt andre Ford Danmark, Profil Optik og Royal Unibrew SHAKER. Senest har den plantebaserede fødevareproducent Alpro valgt Mindshare som nyt social media bureau i Danmark.

Mindshare omsatte i 2019 for 341 millioner kroner i Danmark, mens det blev til et plus på 7,1 millioner kroner på bundlinjen.