Siden årtusindeskiftet er skattegrundlag for over 1 milliarder kroner blevet trukket ud af danske reklame- og mediebureauer og sendt til internationale ejere. Det viser et estimat foretaget af dagbladet Børsen.
Udgangspunktet for estimatet er de såkaldte ”management-” eller ”service-afgifter” som udgør fra tre procent og i nogle tilfælde helt op til 12 procent af omsætningen, som de internationale bureauer betaler til deres moderselskaber.
Afgifterne fremgår ikke som særskilte poster i bureauernes regnskaber, men de fleste bureaudirektører lægger ikke skjul på, at de eksisterer.
– Men det varierer fra år til år, siger Martin Ove Rasmussen eksempelvis.
Han er administrerende direktør for Mindshare, der er en del af den britiske WPP-koncern, og han fortæller, at det danske datterselskab i 2009 betalte fem procent af bruttoavancen, dvs. 1,6 millioner kroner, til WPP.
Flere eks-direktører påpeger, at det i bund og grund er en enkel måde at hente penge ud af Danmark på uden at skulle omkring skattekontoret.
– Det er en måde at suge kapital ud af de danske selskaber på, lyder det det fra Søren Kyllebæk, som arbejdede for DDB i 14 år, inden han i 2004 forlod selskabet for senere at blive partner i det danske bureau Rosenstand, Kyllebæk og Co.
Managementafgifter er et fænomen, der eksisterer mange andre steder end i reklamebranchen, men ifølge den tidligere DDB-direktør er WPP såvel som alle andre store reklamenetværk blevet særdeles ferme til at finde stadig flere påskud for at hente penge ud af deres danske datterselskaber.