Fodboldsponsorater er umiddelbart ikke noget, bureauer giver sig af med, men nu har Worth Your While taget chancen.
Det er dog ikke FCK, der er tale om, men i stedet F.C.K.K – et fodboldhold, der består af studerende på DMJX Kreativ Kommunikation.
Det skriver bureauet i en mail til Markedsføring.
Og sponsoratet rækker længere end til trøjedesign og produktion – det er også en del af en større indsats for at hjælpe de studerende med at komme ind og blive en del af branchen.
Worth Your While har således også doneret deres hjemmeside: Så i stedet for at showcase bureauets eget arbejde, peger den ind til de studerendes portfolios.
“Det er svært at komme ind i branchen, især hvis du ikke allerede kender folk i den,” siger Carl Angelo, medstifter af Worth Your While, og tilføjer:
“Vi ville gerne lave noget sjovt og meningsfuldt, der støtter eleverne som mennesker, ikke kun som fremtidige kreative. Og så samtidig bruge vores platform til at sætte fokus deres arbejde.”
En verdensberømt printer
Sponsoratet blev til ved en tilfældighed, skriver Alexander Winge Leisner, der er art director på WYW og uddannet fra DMJX KK i 2021:
“Det hele begyndte, da de studerende rakte ud for at bruge vores merch-printer (som nu er verdensberømt på Nørrebro), og den voksede ligesom derfra – organisk og kaotisk.”
Til Markedsføring skriver fodboldholdets skarpe angriber-duo, Oscar Vedel (4 mål og 3 assists) og Max Navarro (3 mål og 2 assists), samt knapt så skarpe Carlos Engstrøm (0 mål og 0 assists…):
“Det kom sig af, at vi skulle vælge, hvilken farve vi ville spille i vores skoles endags-fodboldturnering. Som klasse elsker vi at gå all in, så vi ville selvfølgelig gerne starte et fodboldhold. Så vi lavede et logo, men som ethvert rigtigt fodboldhold havde vi selvfølgelig brug for en sponsor,” skriver angrebstrioen i en mail og uddyber:
”Heldigvis vidste vi, at Worth Your While havde en trøjeprinter, så vi håbede på, at de ville være så venlige at hjælpe os – og det gjorde de så. Mildest talt.”
“Synlighed og støtte”
Ideen og aktiviteten er, skriver bureauet, i tråd med Worth Your Whiles ry for at gøre tingene anderledes og ofte forkaste traditionelle branchenormer.
I det konkrete tilfælde betyder det ”ingen konkurrencer, ingen mentorordninger og ingen forpligtelser. Bare synlighed og støtte – på og uden for banen”.
Den aktuelle årgangs portfolios kan også ses via Worth Your Whiles sociale kanaler, hvor kreative direktører og personalekonsulenter opfordres til at dykke ned i de studerendes talent og række direkte ud til dem.
”Vi har ikke brug for, at de arbejder for os, vi vil bare gerne have dem til at få et arbejde.” skriver Carl Angelo og tilføjer:
”Hvis vi kan hjælpe bare nogle få af dem med at komme ind foran de rigtige mennesker, er det absolut ’worth your while’. Og i en branche, hvor muligheder ofte afhænger af forbindelser, synes vi, at vores initiativ er en forfriskende enkel aktivitet.”.
Frederik Emil Vedersø Larsen og Isa Bella Madelena Normark, der er kreative på WYW og uddannet i 2024, skriver:
“Vi er glade for at kunne hjælpe med at få de studerendes navne ud. Vi er selv nyuddannede og ved, at det kan være svært at sparke døren ind. Forza F.C.K.K!”