Der skal sættes en stopper for, at influenter bliver betalt i gaver og andre goder for deres arbejde. Sådan lyder det i ny kampagne fra kommunikationsbureauet Step, skriver Journalisten.
Bureauet har selv i DR fået kritik for at underbetale influenter at betaler dem med gavekort.
– Det kan dårligt kaldes aflønning, når virksomhederne ikke er villige til at betale, hvad der svarer til en normal timeløn, som vi kender på det danske arbejdsmarked. Virksomhederne tjener simpelthen penge på, at influencere laver et stykke arbejde, som er mere værd end det, de bliver betalt, lød kritikken fra Bent Geve, der er arbejdsmarkedsforsker på Roskilde Universitet, dengang til DR.
Kommer ikke på TV 2 for et Gucci-ur
I sin kampagne skriver Step, at bureauet har “besluttet at gøre op med gifting og sourcing som eneste honorering, når vi faciliterer influencersamarbejder.”
– Det betyder, at alle influencers – micro som mega – fremover vil modtage betaling. Produkter vil kun fungere som et supplement til det beløb, der tikker ind på influencerens konto. Hvis du spørger os, er det den eneste og mest bæredygtige måde at håndtere influencermarketing på, skriver bureauet.
Til Journalisten uddyber Head of sales i Step, Nikolaj Fænø Skarbye:
– Du kan heller ikke få sendetid i TV 2’s reklameblokke, hvis du sender vedkommende, der styrer den sendetid, et Gucci-ur. Eller få annonceplads på Facebook, fordi du sender dem en flaske vin, siger han.
Stop shampoo-løn
Det kan være et stort problem for mikro-influenter at modtage gaver uopfordret fra virksomheder, når de reklamerer for dem. Det bliver nemlig opfattet som betaling, og så er gaven skattepligtig. Det er også en af de store grunde til, at Step nu ændrer kurs i sin betaling.
– De kan ikke betale deres madvarer eller husleje med den parfume, de par sko eller det hotelophold, de har fået for at reklamere for et brand på sociale medier. Produkter og ydelser, som de ovenikøbet bliver beskattet af, skriver Step.
Markedsføring har tidligere skrevet om, hvordan bureaboss Pernille C. Lotus rasede over de såkaldte shampoo-lønninger til influenter. Det gjorde Markedsføring i et større tema, hvor stjerne-influent Rasmus Kolbe også fortalte om, hvorfor han siger nej til gaver som betaling for sit arbejde.
– Jeg er for meget værd til at arbejde for gaver. Jeg vil gerne lave ting gratis, men det med at bare få en creme og så sige at den er fed, det holder ikke i min verden. Jeg rådgiver alle til slet ikke at lave noget for gaver, siger Rasmus Kolbe til Markedsføring.