Fra 2022 til 2023 er Radius CPH faldet med lige godt tre millioner kroner på bunden.
I 2022 landede bureauet et overskud før skat på 5,2 mio. kr, imens det i 2023 lød på 2,2 mio. kr.
I begge år ligger bruttoavancen nogenlunde på samme niveau: 47,9 mio. kr. i 22 og 47,3 mio. kr. i 23.
En del af forklaringen på tilbagegangen skal findes i udgifter til medarbejdere. Selvom man har registreret 44 medarbejdere i begge regnskabsår, så er personaleomkostningerne steget. De lå på 31,3 mio. kr i 2022, imens de sidste år lå på 33,5 mio. kr.
Nøgletal, Radius CPH
2023 (2022 i parentes)
Nettoomsætning: 55,5 mio. kr. (58,8 mio. kr)
Bruttoavance: 47,3 mio. kr. (47,9 mio. kr.)
Personaleomkostninger: 33,0 mio. kr. (31,3 mio. kr.)
Resultat før skat: 2,231 mio. kr. (5,205 mio. kr.)
Årets resultat: 1,632 mio. kr. (3,997 mio. kr.)
Kilde: Radius’ trykte regnskab
I ledelsesberetningen i årsregnskabet lyder det, at årets resultat er lavere, end man havde regnet med hos bureauet, og at det blandt andet skyldes investeringer i en kreativ afdeling, som Radius arbejder på at opbygge.
“Resultatet, der ligger under forventningen, er primært påvirket af betydelige investeringer i navnlig første halvår i nødvendige driftsunderstøttende systemer og initiativer og i særdeleshed vores område for kreativitet og kampagner,” lyder det i beretningen.
“Sidstnævnte har ikke i fuldt omfang udmøntet sig det forventede kommercielle afkast. Det står i kontrast til den positive udvikling inden for resten af vores forretning i 2023, og Radius CPH er stærkere positioneret end nogensinde blandt C25-virksomheder og virksomheder, som er markedsledere,” skriver virksomhedens ledelse.
Bureauet forventer en uændret bruttoavance i 2024 og “forbedret lønsomhed”, som man skriver.