Det er da brand hamrende ærgerligt, at det skal være så surt for DR. Kampen om at svække og styrke dette stærke mærke bølger med hidtil uset kraft. En tredjedel af seerne stoler ikke på det, de ser og hører, og senest har den fyrede nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen tilkendegivet sin skepsis overfor den ”dokumentarfilm”, som blev lanceret efter alle PR-kunstens regler som en torpedo mod regeringen. Dagen før kunne man i en diskret notits læse, at DR har skilt sig af med sin kommunikationschef Troels Brøndsted.
Og så var der den kedelige indiskretion med en sejrsmail, hvor TV-avisen fejrede afsættelsen af familieminister Lars Barfoed. Hertil kommer hele byggeskandalen, som vittigt kommenteres på dr.dk/P3/Tjenesten/Sange/20060926110353.htm. Nyd teksten og videoen: ”Vi kom til at bygge en by der er dyrere end 60 F-16 fly”. Forfriskende, at der trods alt er plads til selvironi.
Samtidig med de politiske og økonomiske ulykker har DR (og kulturministeren) indført en tvivlsom ”medielicens”, så et hvilket som helst stykke elektronik med teoretisk mulighed for at opfange signaler opfattes som et beskatningsobjekt. Ganske vist erkender DR, at de højst kan serve 1000 modtagere ad gangen på nettet, men det er uvæsentligt, erklærer en spradebasse fra DR’s direktionssekretariat.
Begrundelsen for at opføre en helt ny ”by” inden i en firkantet glaskasse på sumpet grund i Ørestaden fortoner sig i det fjerne. Nu viser det sig, at DR’s dramaafdeling fortsat må blive boende i Gyngemosen, fordi der slet ikke er plads i glaspaladset. Samtidig præsenteres den nye aftensatsning fra et udskældt billetkontor på Rådhuspladsen, et par hundrede meter fra Hovedbanegården, hvorfra TV2 i årevis har sendt morgen og aften. Originaliteten er ikke overbevisende.
Mens DR roder sig ind i den ene selvmodsigelse og overskridelse og ledelsesmæssige omstrukturering efter den anden, drøner TV2 af sted med flyvende faner og en dynamisk chef, der har anskaffet en helikopter, en speedbåd og vist n ok også James Bond’s brugte Aston Martin for at kunne bringe billeder døgnet rundt. Per Mikael Jensen står som den dynamiske leder, som alle medarbejderne ser op til – i det mindste lige til det tidspunkt, hvor de skal fyres. En døgnbemandet nyhedstjeneste (næsten uden seere), en radiostation (mere af det samme, du kan høre på andre kanaler), et hundemagasin og et bogforlag er blandt multimedievirksomhedens seneste tiltag. Når TV2 offentliggør en nyhed, styrker den brandet og øger salgsværdien. Meddelelser fra DR – autoriserede eller ej – har som oftest den modsatte effekt, den fremmer indtrykket af en ustyrlig kolos, plaget af ledelseskaos, pengemangel og negativ nyhedsformidling. Den nye bestyrelse med flere kontroversielle medlemmer vil blive et forum for polemik og kritik, og det ender nok med, at den nuværende direktionstrojka og bestyrelsesformanden skiftes ud. Der må jo placeres et ansvar.

Om man så stillede alle Danmarks spindoktorer på rad og række – det kunne blive et morsomt syn – ville de ikke v ære i stand til at bringe den grundstødte Public Service-virksomhed på ret køl. Man kan folde alle kanalerne ud og prale af de populære værter og skrive kronikker om Krøniken og indrykke annoncer og opsende varmluftsballoner fra Amager Fælled, lige lidt vil det hjælpe. Pragtbygningen vil synke ned i det dynd, den er opført på, og spareplaner vil svække kvalitet og kvantitet. Og helt ærligt – hvor længe kan man slippe godt fra at udfylde lørdag aften med Matador og Kriminalkommissær Barnaby?
Sidst i det gamle år medvirkede jeg i et interview i P3’s morgenflade, hvor jeg forklarede, hvorfor det er ejendommeligt, at syntetisk nikotintyggegummi må markedsføres som Haribo, mens naturproduktet, den lille skrå af tobak, skal hemmeligholdes for borgerne i henhold til en reklameforbudslov. Det var en af de sidste udsendelser fra Radiohuset, Rosenørns Alle og jeg følte mig nærmest som en biperson i et Lars von Trier-lignende univers ved at flakke rundt på gangene og se rodet og forfaldet i det mediehus, der i begyndel sen af 1940’erne var en sensation. At man ikke bare kunne samle alle radioaktiviteter i denne ejendom er uforståeligt, men nu skal den være musikkonservatorium. I det mørke morgenlys snuppede jeg nogle snigfotos, lige indtil jeg blev stoppet af en sur vagtmokke: Der må ikke fotograferes her! – Det bestemmer jeg selv, De kan jo bare tilkalde politiet, svarede jeg flabet. Det var trods alt min helt private afskedsforestilling i et hus, hvor jeg har haft min gang siden 1963. Få dage senere var jeg i DR-Byen for at udtale mig om samme emne til P2 Eftermiddag. Ude i kulden og byggerodet stod medarbejdere og røg og evaluerede de seneste intriger.

Citat:
Om man så stillede alle Danmarks spindoktorer på rad og række – det kunne blive et morsomt syn – ville de ikke være i stand til at bringe den grundstødte DR-virksomhed på ret køl.