Det er lige tidligt nok at konkludere fra Cannes Lions, men det skal nu ikke forhindre os i at forsøge. Foreløbig hedder den danske gevinst fire bronzeløver: til Uncle Grey (2), Saatchi & Saatchi (1) og Robert Boisen & Like-minded (1) på baggrund af 159 indsendte danske cases.
Hvordan skal det foreløbige resultat måles med sidste års fem priser og 218 indsendelser?
Selv om Saatchi vandt en guldløve i Radio sidste år og en kampagne-sølv on the side, er sammenligningen svær – og en konklusion umulig. Især fordi rygterne her i pressecentret fortæller, at Danmark får endnu to bronzeløver i morgen i Film-kategorien.
Men uanset mængden af priser placerer danske bureauer sig bedre end de finske, lige under de norske og alenlangt efter de svenske. Måske siger det blot noget om, at vi er knap så gode til at argumentere for vores arbejde? Hvilket nogle hernede hævder. Eller også er vi ikke bedre end de 4-6 priser, der tilsyneladende er normen. Hvilket andre mener.
Mærkeligt fravær fra Cannes
I virkeligheden er antal priser ikke så interessant for andre end de bureauer, der snupper hæderen. Langt mere betydning har det, at danske bureauer i år stort set har droppet deltagelsen. Og den disposition forekommer direkte ulogisk.
Er det da ikke fornuftigt at passe på pengene i tynde tider? Men selv om man mener det, rejser begrundelsen en del spørgsmål, uanset hvor snusfornuftig argumentationen tager sig ud.
For det første er det ikke specielt dyrt at deltage i Cannes Lions. Et festival-pas koster 16.500 kroner, og giver adgang til alle sessions i syv dage. Prisen per dag er den samme som deltagelse i andre arrangementer, eksempelvis New Media Days i Danmark. Prisen på hotelværelser kan klares for under 1000 kroner per nat, og spisning er ikke specielt dyr, hvis man ved, hvor man skal slå sig ned.
For det andet er det i netop i økonomisk trængte tider, man bør ruste sig til opturen. Det er den medicin, bureauerne fortæller deres kunder. Hvorfor tager bureauerne ikke deres egen medicin? Hvis man ikke mener, der er inspiration at hente i Cannes, er man en meget, meget dårlig stifinder – eller også er man blind.
For det tredje har man i tynde tider netop tid til både at sende ind og deltage, når der nu er lidt længere mellem de fakturerbare timer. Hvis der ligger en læring i at kommunikere sine cases, så gør det dog.
For det fjerde kan bureauerne trække uddannelse af medarbejderne fra på skattebilletten. Det er en krystalklar investering.
For det femte er Cannes-deltagelse et skulderklap til medarbejderne, og hvis bureau-ledere ikke anser det for fornuftigt, er de nok chefer, men ikke ledere. Når opturen kommer, og der er behov for at hyre gode medarbejdere igen, er rekrutteringen til bureauer med hjertet på rette sted og ikke kun excel-ark på rygraden vinderne.
Hvad er så læringen fra Cannes?
Niveauet er sandsynligvis lavere i år, end tidligere, lød en del fordomme. Det passer formentlig ikke. Vi har spurgt otte udenlandske bureauer og to danske. Der er stort set enighed om følgende:
Mængden af skrammel er vokset fra 20 til 40 procent – i runde tal – mens det sublime stadig ligger i størrelsen 10-15 procent af indsendelserne. Er det godt nok? Tjah, det er svært at sige, men de gode, gennemtænkte idéer og kampagner udgør altså stadig den samme andel af casene som tidligere, og selv en elendig kampagne rummer læring.
Seminarerne er om ikke cutting edge, så alligevel tankevækkende. For de flestes vedkommende. Og forlader man Cannes uden inspiration, siger det formentlig mere om én selv, end det siger om Cannes.
Blot fordi der er krise, bør man ikke afskære sig fra friske idéer. Og selv det mest subjektive VM i reklame er stadig et VM. Her er både inspiration til de næste 12 måneder og tid til at absorbere og reflektere over inputtet.
Cannes Lions er stadig en rejse værd.