Carlsberg Group har valgt at skifte sin globale mediabureau-partner ud fra årsskiftet, og nu bekræfter bryggerigiganten, at det globale valg også får bureau-konsekvenser i Danmark.
Efter en omfattende pitch, der blev sat i gang i foråret, faldt valget forleden globalt på Interpublic Groups mediabureau-brand Initiative, og Carlsberg oplyser nu, at det i Danmark bliver IPG Mediabrands’ IUM, der overtager ølmærkets media-planlægning og -indkøb.
Ændringen træder i kraft til årsskiftet, og det betyder globalt et farvel til Omnicom-gruppens OMD-brand – og i Danmark et bemærkelsesværdigt farvel til PHD, der gennem 23 år og med betydelig succes har været mediabureau for Carlsberg Danmark.
Gennem årene har PHD stået i spidsen for media-strategi og -planning for flere hundrede Carlsberg Danmark-kampagner og vundet stribevis af priser for sit arbejde – herunder Rambuk-priser og AEA-priser (Advertising Effectiveness Award), men med valget af Interpublic Group frem for Omnicom Group går stafetten altså nu videre til IUM.
Tak til tidligere partnere
– Efter en tæt udbudsrunde faldt valget på Initiative (IUM i Danmark) bl.a. på baggrund af bureauets ekspertise inden for mediaplanlægning og indkøb, unikke værktøjer, digitale kompetencer, transparens og kemi. Vi takker vores tidligere samarbejdspartnere hos OMD, og alle der deltog i udbudsrunden, siger Global Media Director Daria Rasmussen, Carlsberg, i en pressemeddelelse.
Og hos IUM er der naturligt nok stor glæde over det kommende nye samarbejde:
– Vi er rigtig glade for det nye samarbejde med Carlsberg, som er et af verdens stærkeste ølbrands. Særlig set med danske briller er Carlsberg et helt unikt brand at få lejlighed til at arbejde med, siger Søren Als, Managing Partner i IUM.
IUM er mediabureauet i Mediabrands-gruppen, der også tæller Marvelous, Insight, Cadreon, Reprise, BPN, MediaPrint, iRetail og Orion.
I Danmark har gruppen omkring 120 ansatte fordelt i København og Aarhus.