Efter knapt syv år som marketing VP hos Carlsberg – først i dansk regi, siden globalt – tager Morten Boye om kort tid afsked med bryggerigiganten.
Han forlader dog ikke jobbet som VP Marketing, Group Commercial, med sin gode vilje – men i direkte konsekvens af, at Carlsberg nu for alvor mærker følgerne af den verdensomspændende coronapandemi:
Bryggeriets dugfriske halvårsregnskab fortæller således om fald på både volumen og omsætning – og for hele 2020 ventes nu et fald i driftsresultatet på 10-15 procent.
– Derfor går man nu ind og tilpasser virksomheden til et forventet noget mindre globalt ølmarked de kommende år. Det betyder besparelser, og det betyder bl.a., at min stilling bliver nedlagt, siger Morten Boye til Markedsføring.
Tilpasser sig ny corona-virkelighed
I forbindelse med Carlsbergs halvårsregnskab forleden blev det meldt ud, at 63 stillinger ikke bliver genbesat i hovedkontoret.
Fra Carlsbergs hjemmeside
– Carlsberg Groups halvårsresultat præges af COVID-19 pandemien.
– Carlsbergs ølvolumen faldt på grund af COVID-19 og nedlukningen af barer og restauranter i næsten alle markeder.
– Vesteuropa blev hårdest ramt af COVID-19 og nedlukningerne, mens Carlsbergs andre markeder var i stand til at afbøde det værste ved hjælp af besparelser.
– Carlsberg genindfører som det første af de store bryggerier i verden sin guidance (forventninger, red.) og forudser nedgang i driftsresultatet på 10-15%.
Det svarer ifølge bryggeriets informationschef, Kasper Elbjørn, til cirka 12 procent af de ansatte i hovedkontoret, ”hvilket skal ses i lyset af, at Carlsberg forventer et negativt resultat i år på mellem -10-15 procent.”
Ifølge Markedsførings oplysninger er marketingfunktionen dog globalt set hårdere ramt rent procentuelt – op mod 20-25 procent – men det kan Kasper Elbjørn ikke bekræfte:
– Vi har besluttet ikke at gå i detaljer af hensyn til vores kollegaer, siger han, og tilføjer:
– Det jeg kan sige er, at vi har gennemført de omstruktureringer, som vi føler er nødvendige for at tilpasse os den nye corona-virkelighed, nye trends og forbrugeradfærd. Og derfor er der en række stillinger på alle niveauer, der ikke genbesættes.
Fire marketingafdelinger bliver til tre
Kasper Elbjørn oplyser, at omstruktureringen af den kommercielle afdeling i hovedkontoret betyder, at de nuværende fire marketingafdelinger bliver til tre afdelinger:
Et Core Beer & Marketing team, et Craft & Speciality & Alcohol-free team og et Insights & Analytics team.
Han understreger i samme forbindelse, at Carlsbergs syvårsstrategi SAIL’22 ikke er ændret, og at udviklingen af alcohol-free porteføljen stadig er en af prioriteterne i strategien.
– Som vi sagde forleden (ved fremlæggelse af halvårsregnskabet, red.), så justerer man sejlene, når man ikke kan styre vinden, men strategien er den samme, siger han.
Forsøgte at finde muligheder
Morten Boyes rolle som VP, Alcohol Free Brews, Group Commercial, blev i omstruktureringen ”overflødig”, som han selv formulerer det, men parterne forsøgte dog at finde en løsning:
Blå Bog – Morten Boye
Navn: Morten Holst Boye
Alder: 49 år
Uddannelse: Cand.negot., SDU
1997-2009, Dandy & Cadbury, sluttede som Marketing Director, Northern Europe
2009-2011, Top-Toy, Marketing Director
2011-2013, LEGO, Senior Director Marketing, Nordic & Benelux
2013-2020, Carlsberg, først som VP, Marketing DK, og i dag, frem til 1. september, VP, Alcohol Free Brews, i Group Commercial
Morten Boye sidder i bestyrelsen for eurodan-huse og Second City
Morten Boye har været på Dansk Markedsførings M-List siden 2016, og han var nomineret til Årets CMO i 2019 og 2020.
– Carlsberg og jeg har reelt forsøgt at finde muligheder for mig i det nye set up, men efter at have varetaget to drømmejobs i min tid hos Carlsberg, så kunne jeg ikke se mig selv i nogle af de alternativer, der var i spil, siger han og tilføjer, at han forlader Carlsberg på en god måde, men ønsker dog ikke at kommentere yderligere på sin aftrædelsesaftale.
Hvordan har du det med situationen?
– Jeg er ærgerlig over at skulle overdrage ansvaret for kategorien lige nu, fordi vi over det seneste halvår virkelig havde fået etableret en stærk strategi, som både ledelsen, regioner og markeder har købt ind på og fået succes med, siger Morten Boye og tilføjer:
– Vi voksede ni procent i forhold til sidste år i Europa, hvilket er helt uhørt i disse tider. Så jeg føler, vi har momentum, og jeg synes mit team er rigtigt stærkt. Det er virkelig gode folk. Derfor er jeg også rigtig glad for, at de fleste af mine medarbejdere i teamet fortsætter, selvom det bliver uden mig i spidsen.
Hvad tager du med dig?
– Jeg tager meget med mig. Jeg er taknemmelig for de lige knapt syv gode år, jeg har fået hos Carlsberg. Jeg har lært og oplevet enormt meget, og jeg synes, det har været et privilegium at arbejde sammen med sindssygt dygtige kollegaer for at udvikle og styrke nogle af Danmarks største brands.
Tre mulige ruter
Og 10.000-kroners spørgsmålet: Hvad skal du nu?
– Nu skal jeg først og fremmest reflektere lidt over tingene, og så begynder jeg så småt at kigge på, hvordan næste kapitel skal se ud.
Bliver du i marketingverdenen?
– Det er vel det mest sandsynlige, men der kan også være andre muligheder. Umiddelbart findes der i mit hoved tre ruter: Jeg kan fortsætte med det, jeg gør i dag, men i en anden virksomhed. Jeg kan tage rollen som adm. direktør i en mindre virksomhed – eller jeg kan lave en patchwork-løsning.
En patchwork-løsning?
– At jeg bygger hele mit arbejdsliv op på ny. Jeg har allerede et par spændende bestyrelsesposter, og kombinerer man det med konsulentarbejde og involvering i interessante startups, så kunne det være en interessant måde at strukturere mit arbejdsliv på.
På en skala fra 0 til 100 …?
– Ja, så er der nok 70 procents chance for det første, 20 procent for det andet og 10 for det sidste. Men lad os nu se. Nu skal jeg først lige overlevere mine opgaver til den nye organisation, og så går jeg stille og roligt i tænkeboks.
Morten Boye fratræder sin stilling hos Carlsberg med udgangen af august.