I dag udkommer Maersk med første afsnit af en ny sitcom.

Ja, du læste rigtigt – en situation comedy efter amerikansk forbillede.

Serie har titlen ’Just another day in logistics’ og foregår på det fiktive logistikkontor Forty Foot Enterprise, Her følger serien de fire karakterer Rose, Mortimer, Sokowsky og ’The New Guy’s hverdag indenfor netop logistik med de udfordringer, der måtte opstå her.

Anne With Damgaard, der er global head of marketing hos Maersk, forklarer i en pressemeddelelse tankerne bag serie-kampagnen:

”Logistikafdelingen i en virksomhed bliver nogle gange med et glimt i øjet kaldt ‘afdelingen for dårlige nyheder og uforudsete problemer’. Vi ønskede at vende det til en styrke ved at hylde de oversete helte, som sjældent får den anerkendelse, de fortjener – og samtidig bringe smil frem undervejs.“

’Just another day in logistics’-serien hører ifølge Maersk under virksomhedens nye overordnede kampagne-paraply ’Be ready for anything’, der skal promovere shippinggigantens såkaldte East-West Network-fragtservice, der blev introduceret i februar i år.

Skal skære igennem SoMe-støj

I forhold til effekt er den utraditionelle ’Just another day in logistics’-serie ifølge Dominic Pope, der er senior brand marketing manager hos Maersk, først og fremmest designet til at skære igennem støjen på sociale medier.

”Den hjælper os med at skille os ud fra de mange andre budskaber, der kæmper om vores kunders opmærksomhed på LinkedIn og andre kanaler. Ved at placere serien i vores kunders egen verden viser vi, at vi forstår deres dagligdag. Samtidig giver det os mulighed for naturligt at fremhæve de produkter og løsninger, der støtter deres forretning – på en måde, der både er relevant, og som også kan huskes af modtageren,” skriver han i en opfølgende mail til Markedsføring.

Karakteren Sokowsky som af Claus Collstrup, der er creative director hos &Co. / NoA, beskrives som: "Kontorets klovn. Ham, der både kan være en velmenende joker – men af og til også lidt irriterende af samme grund.” Foto: PR

Adspurgt om de faktuelle mål for kampagnen, KPI’erne, skriver Dominic Pope, at serien har til formål at løfte Maersks ”brand metrics”.

”Og sikre, at Maersk er top-of-mind for kunder i de mange forskellige logistikrelaterede købesituationer, der opstår på kontorer verden over – hver eneste dag.”

Ifølge Dominic Pope har Maersk haft et tæt samarbejde med &Co. / NoA, i mere end fem år, og sammen har man udforsket mange forskellige kreative tilgange indenfor film og adventure med logistik som målgruppe.

Denne kampagne tager dog et stort skrift i en ny retning ved at bevæge sig ind i selve maskinrummet og de mennesker, der arbejder i i logistik.

”Det har været både forfriskende – og til tider en smule overvældende – at vise den menneskelige side af logistik,” skriver han.

Men hvordan fik & Co. jer med på idéen til, at formen skulle være en sitcom?

”Da de præsenterede de første koncepter, passede det perfekt til vores brief. Vi ønskede at tage udgangspunkt i noget, der har bred, global appel – og sitcom-formatet giver os netop det,” skriver Dominic Pope.

Æstetisk dead pan

I sit første rul udkommer Just another day in logistics’, der er kreeret af af &Co. og produktionsselskabet Kind, i seks episoder over de kommende uger.

I sit første rul udkommer Just another day in logistics’, der er kreeret af &Co. og produktionsselskabet Kind, i seks episoder over de kommende uger.

Bag manusarbejdet hos &Co / NoA. står Claus Collstrup, Peter Dinesen, Fleur Frilund, Peter Strange og Tue Rossel.

Ifølge Claus Collstrup, der er creative director på bureauet, kom inspirationen til serien, der er instrueret af Magnus Millang, blandt andet fra den amerikanske version af ‘The Office’.

”Vi kunne godt lide, at der var nogle arketyper, som man måske kunne genkende fra sit eget arbejde,” siger han i et interview med Markedsføring, hvor han anerkender kundens mod.

”For når man laver humor, så er det vigtigt, at man ikke tager sig selv så alvorligt. Og selvom nogle måske ville tænke, at det ville være svært for en mastodont som Maersk, så er det noget, som de er gået fuldstændig ind i.”

Hvis man ser første afsnit af Maersks nye logitstik-sitcom (den kan ses i bunden af artiklen, red.), vil man opdage, at den modsat mange andre humor-serier visuelt set er meget æstetisk komponeret – hvilket også understreges af, at den er filmet på et stationært kamera.

Og det er ikke et tilfældigt valg, understreger Claus Collstrup, der selv har baggrund som art director.

”I udviklingsprocessen nåede vi frem til, at Maersk som brand er for high-end til være afsender på noget, der ikke ser godt ud. Så vi tænkte, at vi ville kombinere dead pan-humor med noget, der ser godt ud. Og hvis vi slog de to ting sammen, tænkte vi også, at vi kunne bidrage med noget nyt til genren. Og det er også baggrunden for, at vi har stiliseret det så meget, som vi har.”

Serien benytter sig ifølge Claus Collstrup af et stiliseret kontormiljø. Foto: PR

Fedt med benspænd

Sammen med fire andre har han skrevet de seks første episoder, som han fortæller blev udvalgt sammen med Maersk ud af 50 skrevne episoder.

Humor siger mange filmskabere er noget af det sværeste at lykkedes med. Og I har puttet et relativt utaknemmeligt logistik-tema oveni. Burde det ikke få nogle alarmklokker til at ringe?

”Når man skal lave noget, der er nyt, så er det fedt at få en form for benspænd. Og her er det, at vi tager et emne som på papiret er noget af det mest usjove, der findes – et logistikkontor. Og vi har talt med en masse mennesker, der har deres daglige gang på et sådant, om hvordan deres hverdag er.”

Og hverdagen i logistik er for mange ansatte, at de sidder i et fuldstændig utaknemmeligt job, hvor der kun er problemer, pointerer han.

”For du hører jo kun fra logistik, hvis der er noget, der ikke er kommet til tiden på grund af en storm eller andet force majeure. Så det er et meget presset arbejdsmiljø, de sidder i, hvor man hele tiden skal være klar på det værste.”

Men hvordan bliver en presset hverdag til noget sjovt?

”Det er der i sig selv ikke så meget sjov i. Men hvis man parrer det med helt generiske kontor-indsigter, som kan ske på alle kontorer – almene kontorudfordringer – så bliver det sjovt. For eksempel er det en episode, hvor der er en af karaktererne, der taster ekstremt højt på sit tastatur. En lille bitte ting, som man kan bygge en sketch ud fra.”

Det gør ikke noget, at nogen ikke forstår serien

Markedsføring har kun set ’Just another day in logistics*-seriens første afsnit: ‘Don’t trust the numbers’. Og ifølge Claus Collstrup er det det afsnit af den nye serie, der er mest indforstået i forhold til logistik-medarbejdermålgruppen.

”Den starter med ren logistik-bullshit lingo, som kun indviede forstår. Det er den allersværeste af dem (at forstå,red.) – den allermest indspiste og tunge. De næste film vil være meget lettere for ikke-indviede at forstå, da de er mere simple.”

Jeg må indrømme, at jeg vitterlig synes, at det var svært at forstå, hvad der blev sagt – og jeg fangede slet ikke krogen i filmen. Er det en succes humorwise, når jeg ikke er med på vognen?

”Ja. For den fedeste måde man kan henvende sig til nogen, det er at tale til dem på en indforstået måde, som ingen andre udover de ville kunne forstå. Som hvis jeg sagde noget til dig i en lingo, som kun journalister ville fange. Så derfor er der ting i filmene, som nok vil flyve over hovedet på folk som dig og mig – fordi vi ikke tilhører logistikmålgruppen,” siger han og tilføjer:

”Hvis vi kan vise, at vi forstår og kender målgruppen fuldstændig, og taler deres sprog, så er det godt.”

“Just Another Day in Logistics” kører fra i dag på paid social, digital video, YouTube, LinkedIn, og på Maersks interne kanaler. Du kan se seriens første afsnit ‘Don’t trust the numbers’ nedenfor: