Opskriften på ”The Real Thing” – den originale Coca-Cola – har gennem årene været omgærdet af et hemmelighedskræmmeri, der næsten slår alverdens sikkerheds- og efterretningstjenesters ditto.
Det skyldes naturligvis, at der er penge i opskriften – men PR-værdien af ”tys-tys” må ikke undervurderes.
Og i den boldgade blev alle sejl sat til forleden, da Coca-Cola under stor mediebevågenhed lod den hemmelig opskrift flytte fra bankboksen i Sun Trust Banks Inc., hvor den har ligget i 125 år, til læskedrikgigantens eget museum i Atlanta, World of Coca-Cola.
Her skal opskriften fungere som museets hovedattraktion, fortæller nyhedsbureauet AP.
Hemmeligheden forbliver dog hemmelig, idet opskriften ikke vil kunne ses, men derimod kommer til at ligge i en boks, udstyret med sikring i form af kode, tastatur, display og håndaftryks-scanner.
Coca-Colas CEO Muhtar Kent sagde i anledning af flytningen, at ”det var tid til, at vores hemmelige opskrift kom hjem”.
Om det så er 125 års-året, der er årsagen til, at Coca-Cola netop nu vælger at gennemføre flytningen og det store PR-cirkus omkring fremgår ikke. Men der kan også være andre årsager, skriver nyhedsbureauet.
Der har nemlig verseret rygter om, at flytningen skulle have noget at gøre med, at Sun Trust Banks Inc. siden 2007 har solgt markant ud af sin mangeårige Coke-aktiebeholdning – men det afviser man fra Coca-Colas side.
Sun Trust Banks Inc. stod tilbage i 1919 som tegningsgaranter ved Coca-Colas første aktieemission og har på et tidspunkt ejet over 48 millioner Coca-Cola aktier. Men i 2007 offentliggjorde man en beslutning om at sælge ud af beholdningen.
I maj 2007 solgte Sun Trust Banks Inc. den første portion af sine Coca-Cola aktier. Året efter solgte banken endnu en portion og meddelte i den forbindelse, at man ville sælge de resterende 30 millioner Coke-aktier over en periode på syv år.