De danske forbrugere må betale mere end dobbelt så meget for dagligvarerne som forbrugerne i Sverige.
Det viser en stikprøveundersøgelse, som avisen 24timer har lavet.
Avisen har købt 32 af de mest populære dagligvarer i Bilka og samme varer i det svenske varehus Gekås, som ligger 200 kilometer fra København, og sammenlignet priserne.
I Bilka kostede de 964,32 kroner, mens de kostede 463,71 kroner i Gekås. Det svarer til en besparelse på 500,61 kroner eller 52 procent, skriver avisen.
– Jeg er virkelig rystet over denne meget store prisforskel, som igen bekræfter, at det er for dyrt at handle i Danmark. Alt for dyrt, siger Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl, til avisen.
Bilka har ikke ønsket at kommentere 24timers prisundersøgelse, men Geert Lair Christensen, analysechef i detailhandlens organisation Dansk Erhverv, mener ikke, at den kan bruges til at drage nogle gyldige konklusioner.
– En netop offentliggjort analyse fra analyseinstituttet Nielsen viser, at hvis man sammenligner alle dagligvarepriser gennem et halvt år i Danmark og Sverige, så er de svenske priser dyrere end de danske, siger Laier Christensen i en pressemeddelelse.