Fremtiden for Danish Digital Award, DDA, er nu på plads.

Det står klart efter det i september kom det frem, at Dansk Annoncørforening, der opløses ved årets udgang, havde overdraget DDA til juryformand Kim Jong Andersen.

Nu offentliggøres det så, at Dansk Markedsføring indgår samarbejde med Kim Jong Andersen om awarden.

– DDA har gennem de seneste seks år etableret sig som en af de væsentligste priser og tiltag i branchen, og vi ser frem til at bidrage til at udvikle awarden yderligere, siger Dansk Markedsførings adm. direktør, Thomas Wahl.

Han fortsætter:

– DDA passer naturligt i Dansk Markedsførings øvrige tilbud, og det er endnu en oplagt mulighed for foreningen til at samle branchen og samtidig benytte vores platforme til at dele de mange gode cases og indsigter, der også er et resultat af Danish Digital Award.

Kim Jong Andersen vil fortsat være juryformand, mens Thomas Bjerg også fremover vil være næstformand.  

Kim Jong Andersen, juryformand, DDA. Foto: PR.

Kim Jong Andersen forklarer, at der er flere grunde til, at han nu indgår samarbejde med Dansk Markedsføring:

– Dels fordi der er et stort sammenfald mellem DDA’s deltagere og stærke fokus på marketing excellence og Dansk Markedsførings medlemmer og tilsvarende interesser, dels fordi jeg har ønsket et stærkt sekretariat og en kommunikationsplatform, der fortsat kan bære Danmarks største digitale prisuddeling, siger han og fortsætter:

– Vi har – som det også er meldt ud tidligere – store ambitioner i årene fremover, og det kræver en ressourcestærk organisering af arbejdet. Med dette samarbejde sikrer vi, at DDA fremover kan gøre sig gældende på den store klinge. Det betyder også, at – om corona tillader det – vi går efter at afholde næste års prisuddeling som et fysisk, men dog stadig live streamet, show som i år.

Formandsskabet fortsætter

Desuden er Kim Jong Andersen ”glad for, at formandskabet kan fortsætte intakt.”

– Jeg glæder mig meget til nu for alvor at komme i gang med at sætte rammerne for Danish Digital Award 2021 sammen med de gode folk i Dansk Markedsføring, således at vi snart kan få næste års jury og kategorier på plads.

Næstformand Thomas Bjerg kalder det ”en kæmpe fornøjelse, at få lov til at fortsætte Danish Digital Award arbejdet.”

– Det bare været mere end almindelig sjovt og samtidig en super udfordring at være med til at udvikle DDA til det, som det er i dag, siger han og fortsætter:

– Kim Jong har et kæmpe drive og brænder for DDA, og med Dansk Markedsføring på siden har vi sammen et super stærkt fundament for at udvikle awarden yderligere.

Netværk og fællesskab

Thomas Wahl håber på, at den næste DDA-afholdelse bliver fysisk:

– På trods af et vanvittig flot virtuelt show i år har det været vigtigt for os, at DDA – hvis omstændighederne tillader det – også bliver afviklet som et fysisk show, siger han.

Han tilføjer:

– Som jeg tidligere har nævnt i forbindelse med Rambukken, så kan den nerve og det netværk, der ligger i at kunne mødes alt andet lige ikke genskabes virtuelt.

Thomas Wahl mener, at “vi har brug for som branche at mødes og skabe fællesskab.”

– Og den opgave vil vi gerne løfte i Dansk Markedsføring, siger han.