For mindre end et år siden var der ikke nævneværdig forskel på danske og svenske statsobligationer, som begge var blandt de absolut sikreste papirer i verden. Det er de svenske stadigvæk, mens Danmark er sakket markant bagefter de øvrige nordiske lande.
Nu koster det ca. 140.000 kr. om året at forsikre for ti millioner kr. danske statsobligationer mod en statsbankerot, mens det tilsvarende tal for svenske statsobligationer er ca. 60.000 kr. I november sidste år kostede samme øvelse nogle-og-tredive tusinde kr. for begge papirer på de såkaldte CDS-markeder, hvor man handler med en art forsikring mod konkurs.
Derfor kan danske bankkunder også se frem til dyrere lån end naboerne i Sverige og Norge, fordi det er dyrere for danske banker at låne penge.
– Dansk økonomi er dårligere end den svenske og norske. Vi har haft fald i dansk økonomi for nylig, mens de buldrer derudad. Banksektoren er også svagere med langt flere krak, og de danske banker er samtidig påvirket af, at de hovedsagelig skal drive forretning i et land, hvor økonomien er dårligere. De forhold gør, at CDS-markederne vurderer, at Danmark er mere risikabelt end de andre nordiske lande, siger Jesper Rangvid, professor i finansiering ved Copenhagen Business School.