Det danske adtech-selskab Cookie Information har opkøbt samtlige aktier i det internationale tech-selskab Piwik Pro. Piwik Pro laver først og fremmest værktøjer til digital tracking og dataanalyse, og selskabets produkter konkurrerer blandt andet med Google Analytics.
Cookie Information oplyser om opkøbet i en pressemeddelelse. Cookie Information fortæller til Markedsføring, at man ikke ønsker at oplyse, hvad man har opkøbt Piwik Pro for. Opkøbet betyder, at de to selskaber fusionerer.
Piwik Pro har en årlig abonnementsomsætning på 150 millioner kroner og har 225 fuldtidsansatte, oplyser Cookie Information i pressemeddelelsen.
Med opkøbet satser Cookie Information også markant, for Piwik Pro er et større selskab end Cookie Information.
”Det er naturligvis helt skelsættende, at vi køber et selskab, der er større end os selv. Det har da heller ikke har været en let opgave, specielt fordi vi har skulle finansiere købet med egne midler,” siger Karsten Rendemann, der er stifter af Cookie Information.
Opkøbet er blandt andet finansieret igennem kapitalindskud fra ejerkredsen og lån hos Danmarks Eksport- og Investeringsfond. Med i ejerkredsen for Cookie Information er Kirk Kapital, der forvalter en milliardformue på vegne af LEGO-stifter Ole Kirk Christiansens familie.
Cookie Information bygger databeskyttelsesløsninger, der hjælper virksomheder at overholde GPDR og andre databeskyttelseslovgivninger.
Ifølge Markedsførings oplysninger er der tale om et opkøb for et trecifret millionbeløb.
Vil fjerne cookie-banner
Hos Cookie Information er der stor begejstring over opkøbet, som skal give Cookie Informations kunder ekstra stærke muligheder for dataanalyse og -indsamling, skriver selskabet. Og dermed blandt andet styrke deres digitale marketing-arbejde, lyder det fra Santi Roc Castells, der er director of marketing hos Cookie Information.
Helt konkret sætter de to selskaber en ny “analyseplatform” i markedet, som betyder, at Cookie Information vil fjerne cookie-banneret på sites og stadig overholde GDRP ifølge selskabet. Brugerne skal dermed ikke direkte spørges om samtykke.
”Platformen kan lave statistiske analyser af hjemmesider uden at udgøre en risiko for de besøgenes ret til privatliv. Det giver virksomhederne en kæmpemæssig fordel på data-fronten, samt mulighed for at fjerne deres cookiebanner. Løsningen er allerede godkendt af det franske datatilsyn, CNIL,” skriver selskabet i en pressemeddelelse.
I en mail til Markedsføring uddyber director of marketing, Santi Roc Castells:
’Vi går sammen med Piwik PRO og introducerer en integreret analyseplatform, som giver marketeers komplette og overensstemmende dataindsigter i kunderejser,” skriver han i en mail til Markedsføring.
’Cookie Information giver nu marketeers mulighed for at indsamle, eje og udnytte førstepartsdata, som fører til mere effektiv markedsføring og skræddersyede brugeroplevelser. Mange digitale marketingafdelinger føler sig udfordret af browserrestriktioner som Intelligent Tracking Prevention og ad-blockers, som giver hul i data og forringede muligheder for optimering – fusionen med Piwik Pro gør det nu muligt at omgå disse restriktioner,” skriver han videre.
Værktøjet kommer til at bruge førstepartsdata, og virksomheder, der bruger værktøjet, bliver den eneste databehandler, oplyser Cookie Information.