Nic. Christiansen Gruppen samler sine medieinvesteringer i ét samlet setup, og budgettet – der ifølge gruppens kommercielle direktør, Lars van het Erve, ligger på et tocifret millionbeløb – er landet hos Dentsu.

Det oplyser parterne i en mail til Markedsføring.

Nic. Christiansen Gruppen importerer og distribuerer bilmærker som Hyundai, Ford, BYD, Jaguar og Land Rover og driver de landsdækkende forhandlerkæder Bayern AutoGroup, der sælger BMW og Mini.

Og ifølge Lars van het Erve skyldes den strategiske beslutning om at samle medieinvesteringerne hos Dentsu bil-virksomhedens egen udvikling.

“I Nic Christiansen Gruppen har vi nået et modenhedsniveau, hvor vi har udnyttet det fulde potentiale ved en mere fragmenteret tilgang til vores marketingindsatser. Vi ønsker at arbejde mere holistisk på tværs af hele marketing-funnelen og sikre, at både rådgivning og investeringer bliver endnu mere sammenhængende og kan skaleres i takt med, at vi vokser,” udtaler han i et mail-interview.

”Ikke fokuseret på medier isoleret”

Lars van het Erve, der har været kommerciel direktør i Nic. Christiansen Gruppen siden 2022, uddyber, at ”Gruppen i det seneste år har ændret den interne organisation og operating model for at understøtte og drive gruppens vækst-agenda”.

" Dentsu kommer med det nye samarbejde til at håndtere et budget for NCG på et – sagt på jysk – meget fornuftigt tocifret millionbeløb.”
Lars van het Erve, kommerciel direktør, Nic Christiansen Gruppen

Senest har man blandt andet fået tilført Ford-importen i Danmark og yderligere opkøbt BMW/Mini-forhandlere i Tyskland. 

Den nye operating model har blandt andet medført ”en gennemgribende reorganisering af bl.a. marketingfunktionen internt, hvor flere funktioner nu arbejder mere på tværs af brands for at skabe større fleksibilitet og plads til flere specialister”. 

Ændringerne blev afsluttet omkring sommeren sidste år, og derfor var turen nu kommet til at kigge ind i, om man havde den rigtige model på bureaufronten, forklarer Lars van het Erve.

Om valget af Dentsu, siger han, at bureauet ”formår at tænke marketingindsatsen i sin helhed og kan optimere vores medieinvesteringer med et samlet view”.

”Bureauets tilgang til os var ikke fokuseret på medier isoleret, men indeholdt en forståelse for de forretningsmæssige udfordringer, vi står overfor, og Dentsu bragte en model til bordet, som kan integreres direkte med vores egen operating model.”

Inhouse bureau fortsætter

Det nye samarbejde med Dentsu dækker over det samlede medieindkøb fra Paid Search, over SoMe og influencers, til programmatic og ”klassisk” offline. Dertil kommer en række indsatser som brand tracking, marketing mix modellering, og event support.     

Adspurgt om økonomien i aftalen, skriver Lars van het Erve:

”Dentsu kommer med det nye samarbejde til at håndtere et budget for NCG på et – sagt på jysk – meget fornuftigt tocifret millionbeløb.”

NCG har også et internt bureau, NCG Agency, der drives i samarbejde med Zite. Dropper I det, eller fortsætter det sideløbende med Dentsu?

”Samarbejdet med vores kreative bureau, NCG Agency, der drives af Zite, fortsætter naturligvis,” fastslår Lars van het Erve og uddyber:

”Også Zite har justeret deres opsætning og team, så de bedre matcher NCG’s organisation og skalerbare operating model – og med valget af Dentsu er den klare forventning også, at samarbejdet mellem de to bureauer forstærkes yderligere.”  

Om Nic. Christiansen Gruppen 

  • Nic. Christiansen Gruppen beskæftiger sig med import, distribution, salg, service samt leasing og finansiering af biler i Danmark, Tyskland, Finland og de baltiske lande
  • I dag omfatter deres portefølje mærker som Ford, Hyundai, BYD, Honda, Land Rover og Jaguar. Derudover ejer de bilforhandlerkæderne Bayern AutoGroup, Era Biler, Terminalen, British MotorGroup og May & Olde samt værkstedskæden Skorstensgaard og leasing- og finansieringsselskabet NCG Importer Finance.
  • Koncernen har hovedkontor i Kolding og beskæftiger over 1.400 medarbejdere.

Kilde: Nic. Christiansen Gruppen

”Et samlet blik på tværs af hele funnel”

Og hos Dentsu Danmark, fortæller Kristian Koch managing director Media, er man ”meget begejstrede for at komme med helt ind i maskinrummet hos Nic. Christiansen som en strategisk samarbejdspartner”.

”Vores tilgang til medieinvesteringer er et samlet blik på tværs af hele funnel. Silo-tilgangen med opdeling i performance marketing og brandopbyggende indsatser hører i vores optik fortiden til,” udtaler han i mailen og uddyber:

”Den model, vi arbejder efter, samler medieinvesteringer, så vi sikrer, at de foretages, hvor der genereres den størst mulige effekt i forhold til kundernes målsætninger. Vi er glade for, at Nic. Christiansen har valgt at samle deres aktiviteter hos os, og er i processen også blevet udfordret i forhold til den måde, vi stiller med det bedste hold på for at kunne matche de ønsker, og den operating model, Lars van het Erve, kom med.”