Lululemon. Glossier. Marshall. Volvo. FN.
Det danske bureau Barkas har de senere år tilføjet flere internationale kunder til porteføljen. Og interessen fra særligt amerikanske virksomheder er nu så stor, at Barkas både åbner et kontor i USA – og tilføjer eksterne erhvervskræfter til sin bestyrelse.
”Det er, så vi kan servicere kunderne mere effektivt. Og så vi kan fastholde momentum i markedet, for vi oplever stor interesse fra Nordamerika,” siger partner og managing director Steven Müller.
Tunge bestyrelsesnavne
Derudover får Barkas også for første gang eksterne medlemmer i sin bestyrelse.
”Vi skal have nye folk ind, så vi kan tage Barkas det næste skridt,” siger Steven Müller.
Der er tale om snart forhenværende adm. direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov (der rykker til et job som CEO for World Association of News Publishers), samt senior partner og bestyrelsesforperson i Red Associates, Charlotte Vangsgaard, der bliver nye bestyrelsesmedlemmer hos Barkas. Sidstnævnte bliver også bestyrelsesforperson.
”Charlotte Vangsgaard har enorm erfaring med konsulentbranchen og ved, hvad det vil sige at sælge timer. De er også helt foran i konsulentbranchen i forhold til det, de laver. Vi føler, vi er et lignende sted. Og så er Red Assoicates et af de få danske konsulenthuse, der har cementeret sig internationalt og i USA. Det er en uvurderlig erfaring og sparring,” siger Steven Müller og tilføjer:
”Og så er der Stig Ørskov. Han har en helt unik forståelse for medielandskabet og de udfordringer, det står overfor. Det er i rivende udvikling. Og det har sindssygt stor relevans for vores kunder. At kunne få hans sparring, er vi virkelig glade for. Fælles for dem begge er, at de begge kommer med meget erfaring og er internationale profiler. Det kan accelerere vores udvikling.”
Stor del af omsætningen i USA
Barkas er siden grundlæggelsen for 10 år siden vokset til i alt 30 ansatte. Steven Müller vurderer, at 40 procent af omsætningen kommer fra USA, og netop derfor er man nu klar til at investere her.
”Det går godt med forretningen. Vi havde et par hårde år, særligt 23 var hårdt. Men siden da er vi kommet tilbage, og vi slår rekord på top og bund i 2025, hvis alt går som planlagt, hvilket er super fedt,” siger han.
”Det er lidt paradoksalt ved os. Vi er ikke det mest kendte navn herhjemme, men internationalt har vi mere succes.”
Hvordan er det at få hul igennem til de kunder internationalt, I har lige nu?
”Det er super fedt. Vi konkurrerer med nogle af de bedste andre bureauer internationalt. Vi er stadig lidt et wildcard. Men vi er ekstremt glade for, at vi er med ved bordet,” siger Steven Müller og peger på Glossier og Marshall som eksempler på globale pitches, Barkas har vundet.
”Så vi er glade for, at vi får lov til at spille Champions League. Vi vinder ikke hver gang, men vi vinder nogle gange, og det er vi ret tilfredse med. Og vi tror på, at vi kan komme til at vinde oftere.”
Hvad er drømmen på den lange bane?
”At have kreativ frihed – og økonomisk frihed til at vælge de projekter, vi gerne vil arbejde med. Vi kunne godt tænkte os at kunne pege på de brands, vi rent faktisk gerne vil arbejde med og drive det kreative til et nyt niveau, så vi kan lave verdensklasse kreativt arbejde,” siger Steven Müller.
”Og så at lave en god arbejdsplads, hvor worklife-balance, kreative udfordringer og lønninger går hånd i hanke,” siger Steven Müller.
Udover det kreative bureau Barkas står stifterne af bureauet også bag drikkevarevirksomheden Depanneur i København og er investorer i fodboldklubben B93.