Den mangeårige adm. direktør for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, stopper.
Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.
I stedet for bliver Stig Ørskov direktør i verdensorganisationen for nyhedsudgivere – WAN-IFRA.
Stig Ørskov har været i spidsen for JP/Politikens Hus siden 2014. I den periode er økonomien gået markant frem i koncernen, der i sit seneste regnskab havde et overskud på 214 millioner kroner.
I perioden er egenkapitalen i selskabet vokset fra 900 millioner til 3,6 milliarder, imens koncernen har købt 49 procent af Børsen, stiftet DAO og har vækstet forretningen i WatchMedier markant.
Stig Ørskov fortsætter i jobbet som adm. direktør for JP/Politikens Hus, indtil den nye direktør er fundet.
”At få lov til at arbejde sammen med så mange enestående mennesker om det helt grundlæggende formål at oplyse og underholde borgerne med journalistik og litteratur, har været en fornøjelse og en stor ære. Lige meget hvor jeg kigger hen, er JP/Politikens Hus befolket af dygtige, dedikerede og inspirerende mennesker. På tværs af titler, etager, landsdele såvel som uden for Danmarks grænser er husets medarbejdere af en ganske særlig støbning. Derfor er jeg også tryg ved at give stafetten videre,” udtaler Stig Ørskov.