Post Danmark Rundt-cykelløbet, der i starten af august sendte den danske Tinkoff-Saxo-rytter Christopher Juul-Jensen op på den øverste del af sejrspodiet, sendte også et par danske reklamefilm ud på Eurosports kanaler.

VisitDenmark var afsender på de to kampagnefilm – reklamebureauet Sunrise stod bag idé, koncept og klipning – og filmene havde til formål at brande Danmark som rejsemål over for de cykelglade europæiske tv-seere.

Filmene, der både brandede Danmark og København som feriemål, blev vist i reklamepauserne under Eurosports dækning, og i forhold til investeringen gav de to film rigtig gode resultater, fortæller Anja Hartung Sfyrla, der er chef for branding i VisitDenmark.

Over forventning

Hun har netop fået tal og resultater ind for kampagnen, og de afslører, at 9,3 mio. europæere på de blot fem dages indsats blev klogere på ferie i Danmark.

– Mere end ni millioner europæere fulgte med på Eurosports kanaler, der viste mere end 33 timers tv med dansk natur, danske attraktioner og danske byer, og målt på seertal præsterede filmene dermed markant bedre end vores målsætning, siger Anja Hartung Sfyrla og tilføjer:

– Den store eksponering betyder, at vi for et relativt lille beløb har formået at ramme rigtig mange potentielle turister.

Ud fra tidligere erfaringer vurderer hun, at op imod 15 procent af cykelløbets seere har fået præference for Danmark som rejsemål på baggrund af kampagnen.

De to film blev vist lige før og lige efter transmissionerne fra det danske cykelløb, og de blev desuden versioneret i forhold til relevans for markeder og målgrupper.

I tilgift betød VisitDenmarks aftale med Eurosport, at Danmark også blev eksponeret på Eurosports onlinemedier, hvor sportskanalens følgere altså også kunne følge med.

Se eller gense de to film her.

Danmark

København