Med brug af grov humor, populære skuespillere – og en solid ørehænger – lykkedes det i december 2020 Sikkerhedsstyrelsen at slå igennem i mediebilledet med den digitale fyrværkerikampagne “Nytår igen”.

Og nu kan parterne også glæde sig over en pris ved det uofficielle EM i PR, SABRE Awards.

Dermed blev fjerde gang lykkens gang for Sikkerhedsstyrelsen og Holm Kommunikation, der tidligere har været nomineret tre gange før for den årlige fyrværkerikampagne for styrelsen.

– Prisen er en kæmpe anerkendelse, og vi er superstolte over, at vores hårde arbejde og indsigt i målgruppen nu bærer frugt, skriver Mads Keilberg Johansen, partner og digital chef, Holm Kommunikation, om prisen i en mail.

Han fremhæver Sikkerhedsstyrelsens vilje til at give ”frie rammer” for kommunikationen:

– Uden det havde vi ikke stået med prisen i dag. Nu kan vi med et glimt i øjet sige, at vi allerede har vundet EM, skriver han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sikkerhedsstyrelsen og Holm Kommunikation scorer en SABRE Award på fyrværkerikampagnen "Nytår Igen". Foto: PR

Fald i antallet af skader

Kampagnen “Nytår igen” bestod i år af en musikvideo skabt af den populære YouTube-duo Jesu Brødre, der – sammen med skuespiller Niels Olsen, Infernals Lina Rafn, de to Soundcloud-rappere Shambs og Klam Vandmand og TikTok-profilen Jens05 – fik fyrværkerirådene med ind til nytårsfesten. 

Sangen og musikvideoen alene genererede ifølge bureauets oplysninger over 2,8 millioner afspilninger på YouTube, Spotify og Facebook, hvoraf langt de fleste var organiske.

Hertil kommer 78.000 likes, reaktioner, kommentarer og delinger af henholdsvis musikvideo og memes på tværs af kanaler

Det vigtigste er dog, at antallet af fyrværkeriskader i 2020 endte på det laveste i mere end 25 år. Selvom coronanedlukningen nok også har haft sit at sige her.

Markedsføring talte i december 2020 med Sikkerhedsstyrelsens kommunikationschef, Jacob Vestergaard om netop effekten af fyrværkerikampagner.

Foruden den nye SABRE Awards er Holm Kommunikations samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen tidligere blevet belønnet med en pris ved Digital Communications Awards.

De har desuden været nomineret ved Excellence Awards, Journalistforbundets kommunikationspris KOM19 og KOM21 og SABRE Awards i alle årene fra 2017-2020.

Se Holm Kommunikations case-film her.