Det er lidt af et skrækscenarie, som mange af landets små og mellemstore virksomheder befinder sig i. Deres kunder kræver længere betalingsfrister, samtidig med at deres banklån er blevet genforhandlet med dårligere betingelser i det seneste år. Dermed er virksomhederne presset på likviditeten fra to sider på samme tid.
Det er den klokkeklare konklusion i en større undersøgelse fra revisorforeningen FSR, hvor 192 revisorer har deltaget. Tre ud af fire revisorer bekræfter billedet, og 78 procent af revisorerne vurderer, at flere virksomheder er blevet afhængige af bankernes velvilje for at fortsætte driften i forhold til sidste år.
– Undersøgelsen viser nogle ret markante konklusioner, og revisorer er ellers relativt forsigtige i deres udmeldinger, men jeg kan sagtens genkende billedet. Jeg oplever, at bankerne er meget ivrige for at få virksomhedernes kassekreditter reduceret, så bankerne kan forbedre deres egen balance for at imødekomme nye kapitalkrav, siger Martin Alsbæk, executive director i Ernst & Young med ansvaret for revision af godt 120 små og mellemstore virksomheder.
De strammere betingelser i bankerne omhandler hovedsageligt højere renter og øget sikkerhedsstillelse, som over 60 procent af revisorerne rapporterer, at bankerne kræver. Knap 50 procent melder, at bankerne stiller øgede rapporteringskrav til virksomhederne.
– Virksomhederne er fanget i et krydspres mellem krav fra kunderne, der vil have længere betalingsfrister, og pres fra bankerne om at stille større sikkerhed, øget dokumentation og højere renter. Adgang til finansiering er en af de væsentligste vækstdrivere i virksomhederne, og derfor er det alvorligt for virksomhederne, i særdeleshed de små og mellemstore virksomheder. Hvis der skal skabes job, så er de små og mellemstore virksomheder afgørende, og i det lys er kreditklemmen helt klart en udfordring, siger Charlotte Jepsen, administrerende direktør i FSR.