Som kommunikationsmand tager man sig jo til hovedet over den adfærd, der tilsyneladende har præget forholdet mellem DSB’s tidligere topledelse og PR-bureauet Waterfront.
PR-bureauet har modtaget penge, må vi antage, for at aflede en kritisk journalist fra at beskæftige sig med statsbanerne.
Rene mafiametoder og i princippet helt på linje med en række discipliner, vi ellers troede hørte andre lande til: Bestikkelse, pression og systematisk tilsidesættelse af de demokratiske, pressemæssige spilleregler.
En klar skandale og givetvis en endestation for firmaet Waterfront, der i øvrigt ikke er medlem af PR-brancheforeningen, og som grundlæggende ikke rigtigt informerer om noget som helst, hvis man besøger firmaets hjemmeside.
Tilbage står resten af PR-branchen – dusinvis af konsulentfirmaer, hundredevis af pressechefer og tusindevis af studerende og kommunikationsmedarbejdere – med endnu en blamage på fagets vegne. PR-faget har i årevis måttet slås med et rent ud sagt elendigt omdømme, og det bliver naturligvis værre, hver eneste gang amatører og fusentaster stjæler overskrifterne, som det sker i disse dage.
PR-branchens mentale tilstand kan i det lys betragtes som en værdikamp: På den ene side en gruppe af autodidakte praktikere, der ofte er tidligere journalister eller fallerede politikere, og som i årtier har bygget forretning på at ”håndtere medierne” eller ”skaffe kontakt til politikere.” Ren Klondyke.