Sidste forår skabte Marabous utraditionelle kampagne, Marabou Excuses, stor opmærksomhed herhjemme.
Kampagnen – som reklamebureauet Ogilvy Danmark har udviklet – blev lidt af et hit på de digitale platforme med en sjældent høj grad af involvering.
Forbrugere, blogs og medier skrev mere end 20.000 historier om kampagnen.
Nu er shortlisten til dette års The Festival of Media Global – som hædrer de bedste mediabureau-arbejder globalt – blevet offentliggjort, og her er kampagnen sluppet gennem nåleøjet i hele fire kategorier.
Dermed er det den næstmest nominerede kampagne overhovedet. Media-arbejdet er udført af Starcom, der kan glæde sig over shortlister i disse kategorier: ”Best Engagement Strategy”, ”Best Social Media Strategy”, ”the Creative Use of Media Award”, og endelig i en af festivalens nye kategorier ” the Retail Award”.
The Festival of Media Global Awards har i år modtaget arbejder fra 27 lande. Flest fra UK, USA og Australien.
Udover Marabou-kampagnen optræder to andre danske mediabureau-arbejder på shortlisten.
Det første er MediaCom Beyond Advertisings arbejde for Nescafé Dolce Gusto i kategorien ”Best use of Mobile” for kampagnen Nescafé DolceWord.
Det andet er IUM Danmark, som har fået to shortlistings for Coca-Cola-kampagnen “Saving the Polar Bears” i kategorierne “Best Engagement Strategy” og “Best Social Media Strategy”.
Du kan se hele shortlisten her.