Danske Bank har ikke ligefrem væltet sig i kommunikationssucceser de seneste par år, hvor i særdeleshed ”New Normal – New Standards”-kampagnen blev en fuser.

Men på app-fronten er Danske Bank i en klasse for sig selv, i hvert fald hvis man kan tage gårsdagens Danish App Award – hvor landets bedste apps i 2013 blev hædret – til indtægt.

Ikke nok med at Danske Banks mobilbetalingsapplikation MobilePay løb med den tungeste pris af dem alle, ”Årets app”, det blev også til prisen for ”Bedste funktionalitet” samt guld i kategorien ”Business & Finans”.

Bag appen står det digitale bureau In2Media og mobilspecialisterne i Trifork, mens den vellykkede kommunikation omkring denne er håndteret af reklamebureauet Mensch.

Juryen er enig om, at Danske Banks app viser, hvordan “den kage skal skæres”, som formand, journalist Nikolaj Sonne, udtrykker det til Ritzau.

– Det er ikke en ny idé. Men de har gjort det, og de har gjort det rigtigt. Appen er blevet sindssyg populær på ingen tid, fordi den bare virker, siger Nikolaj Sonne.

Med over 900.000 downloads er det uden tvivl årets mest populære app, mener juryen.

Masser af vindere

Det er tredje gang, at priser for årets bedste apps – Danish App Award- i forskellige kategorier bliver uddelt. I år foregik prisuddeleingen i Aller Huset i København.

Prisen for bedste design gik til appen ”Classic Winnie-the-Pooh”, der er historien om Peter Plys genfortalt i moderne format.

– Appen får prisen, fordi den er sindssygt gennemført. Der er kælet for detaljerne, og den er lavet med kærlighed til den gamle bjørn, siger Nikolaj Sonne.

Prisen for at være mest brugervenlig gik til appen ”Nabby-Nabby”, der er en moderne børnealarm, der holder øje med lyde og bevægelser.

Allers pris for innovation gik til ”Everplaces-Everplaces”, der gør det nemt at få bedre oplevelser i byen og på rejsen.

 

Her er alle vinderne:

* Årets app: Danske Bank – ”MobilePay” – Trifork & In2Media.

* Bedste design: ”Classic Winnie-the-Pooh” – Egmont & Shape.

* Bedste funktionalitet: Danske Bank – ”MobilePay” – Trifork & In2Media.

* Bedste brugervenlighed: ”Nabby – Nabby”.

* Allers Innovationspris: ”Everplaces – Everplaces”.

Underkategorier:

* Spil & Underholdning: Pack a Puzzle (Guld) – Set Snail & Hello Monday.

* Sport & Sundhed: Min Hovedpine (Bronze) – De Allierede, Frankly Web & Pfizer Danmark.

* Fritid & Livstil: Minibar (Guld) – Shape.

* Nyttig viden og gode tip: Haze (Sølv) – Robocat & Taptanium.

* Business & Finans: Mobile Pay (Guld) – Danske Bank, Trifork & In2Media.

* Børn & Uddannelse: Nabby (Guld) – Nabby.

* Shopping & E-handel: Lauritz.com (Sølv) – Lauritz.com, Hello Group & Spoiled Milk.

* Navigation & Transport: Everplaces (Guld) – Everplaces.

* Oplevelser & Turisme: Distortion 2013 (Sølv) – Shape.

* Nyheder & Opslagsværker: Den Danske Ordbog (Bronze) – Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Sylvain Fay-Châtelard & Miracle.