Forleden udtalte den kreative direktør for Halbye Kaag JTW David Asmussen ved offentliggørelsen af dette års nominerede til Creative Circle Awards, at det rykker så hurtigt på det kreative område i øjeblikket, at vi nærmer os ”svenske tilstande” herhjemme.

Og det har man tilsyneladende også fået øjnene op for i udlandet.

I hvert fald er de danske afdelinger af mediabureauerne MEC og OMD begge sluppet gennem nåleøjet og er med på shortlisten ved ”The Festival of Media Global”, som groft sagt er for mediabureauer, hvad Cannes Lions er for resten af reklamebranchen.

Den danske afdeling af OMD er med i kapløbet takket være selskabets arbejde med McDonald’s og DDB’s Coinoffer-kampagne, der vakte stor opsigt ved lanceringen i november, og OMD Danmarks arbejde med burgerkampagnen har sikret bureauet to shortlister i kategorierne: ”Best Use of Mobile” og ”Best Use of Emerging Technology”.

Det danske MEC-kontor er også med på shortlisten i kategorien ”Best Targeted Campaign” takket være Student Club-kampagnen udviklet for tandpastabrandet Colgate.

Vinderne afsløres ved ”The Festival of Global Media Awards” den 17. april 2012 i Montreux i Schweiz.

De nominerede er udvalgte blandt 870 indsendte arbejder fra over 50 lande, og du kan læse meget mere om awardshowet her.