Danske digitale bureauer har tradition for at klare sig fornemt ved Awwwards – onlineprisen, der hylder de bedste web- og mobilsites i verden – og 2018 ser ikke ud til at blive nogen undtagelse.

Pris-juryen, der hen over året kårer ”Site of the Day” og ”Site of the Month”, hædrer en gang om året også de allerbedste i form af ”Site of the Year”, ”Agency of the Year” osv, og et kig på den netop offentliggjorte shortliste fortæller om i alt 13 danske nomineringer.

I kategorien ”Agency of the Year”, hvor 29 bureauer fra lande som bl.a. USA, Canada, Italien, Frankrig, New Zealand og Schweiz er nomineret, markerer tre danske digitale bureauer sig: Hello Monday (som tidligere har vundet netop denne pris to gange), Stupid Studio og Konform.

Hello Monday er i øvrigt også nomineret i kategorien ”Site of the Year” for sitet Google Cloud Infrastructure.

Men også andre danske bureauer holder fanen højt ved kåringen af det bedste fra 2018 ved Awwwards.

Meget mere dansk

I kategorien ”Studio of the Year” markerer det unge, københavnske bureau Trouble sig. 

Bureauet blev stiftet i 2016 af fire kendte herrer ved navn Jakob Kahlen (tidligere Hello Monday og B&O Play), Marcus Fuchs (også tidligere Hello Monday), Anders Emil Møller (tidligere digital udviklingschef på Politiken) og Ronnie Job (tidligere AdPeople-direktør).

Bureauet Spring Summer, der før har vundet “Site of the Year”-prisen ved Awwwards, er i år repræsenteret i finalen i to kategorier: ”Developer Site of the Year”, hvor også Think gør sig bemærket, samt i kategorien ”E-commerce site of the Year” – hvor også Hello Great Works er i spil til en pris.

Og så er det lille aarhusianske Vulkan Bureau nomineret to gange i kategorien ”Mobile Site of the Year”.

Lille bureau med mobilt håndelag

Kategorien er etableret i 2016 af Awwwards i samarbejde med Google, og Aarhus-bureauet har åbenbart sikre hænder, når det gælder evnen til at skabe brand-sites, der gør det rigtig godt på mobilen: Siden prisen blev lanceret, har Vulkan Bureau vundet tre ud af de ni priser, der er tildelt danskproducerede sites.

Og nu er man altså i spil til ”Mobile site of the Year” med to sites. Dels bureauets eget og dels et site for møbelproducenten Kebe.

– Vi er ekstremt stolte over den internationale anerkendelse. Vores team har arbejdet benhårdt på at løfte vores digitale løsninger helt i front på både mobile performance og brugeroplevelse, så det er fantastisk at blive anerkendt for netop det, siger Peter Laursen, der er partner på bureauet, og tilføjer:

– Sidste år var vi nomineret med ét website i samme kategori, men at vi i år står med to finalepladser, havde vi aldrig turdet håbe på.

Ud over bureauerne er også to danske freelancere nomineret i år: Det drejer sig om Kasper Laigaard, der i øvrigt tidligere har arbejdet hos – og vundet flere priser sammen med – Hello Monday, og om Michael Vestergaard. Begge er nomineret i kategorien ”Independent of the Year”.

Du kan se alle de nominerede her – og de danske nominerede kan du se herunder.

Agency of the Year

Studio of the Year

Site of the Year

Mobile site of the Year

Developer site of the year

E-commerce site of the Year

Independent of the Year