NORD DDB og den globale organisation The Non-Violence Project Foundation har udrullet et initiativ, der skal stoppe ’hatespeech’ – racistiske og ekstremistiske budskaber – på Instagram.

Med initiativet, der bærer navnet Follow Their Leader, opfordrer organisationen til, at man køber falske følgere til ekstremistiske profiler på det sociale medie.

Voldsomme stigninger i antal følgere får nemlig Instagrams egen algoritme til først at shadowbanne (delvist blokere, red.) dem og til sidst lukke dem. 

Alt sammen fordi falske følgere er en trussel mod Instagrams forretningsmodel.

Og skulle nogen sidde og tænke, at titlen Follow Their Leader virker bekendt, så er det ganske korrekt.

The Non-Violence Project Foundation

The Non-Violence Project Foundation arbejder for at inspirere og motivere til at håndtere og forebygge konflikter uden at anvende vold.

Organisationen tror på uddannelse og har til dato uddannet mere end ni millioner studerende, lærere, idrætstrænere, atleter og frivillige i mere end 30 lande på alle fem kontinenter.

Signaturlogoet for organisationen er Non-Violence-skulpturen, kendt som The Knottet Gun.

Den er skabt af den svenske kunstner Carl Fredrik Reuterswärd, som en hyldest til John Lennon, efter at han blev skudt og dræbt den 8. december 1980 i New York.

Kilder: NordDDB, Wikipedia og www.nonviolence.com

Ideen skyldes nemlig to unge kreative, Emma Søgaard og Christoffer Vejlø, der vandt guld ved det amerikanske awardshow Andy Awards for den, da de var tredjeårsstuderende på DMJX, Kreativ Kommunikation.

I dag er de to kreative hos NORD DDB i København, og det var også det danske bureau, der så mulighederne i de unges vinderidé – og som sammen med søsterbureauet i Stockholm har forfinet den til det, der nu kører ud.

En handlende idé

”Det er en fed idé, fordi det er en handlende idé. Det er det, vi tror på hos os. Altså, i stedet for at sige, at der er et problem, så går vi ind og peger på en løsning på problemet,” siger Tim Fremmich Andresen, der er kreativ direktør på NORD DDB i København.

Og for Emma Søgaard og Christoffer Vejlø har det været et lærerigt at udvikle ideen yderligere.

”Det interessante i det her forløb, sammenlignet med dengang, vi lavede idéen første gang, er at fokus er ændret. Vi tænkte, måske lidt naivt og meget ambitiøst, at vi kunne ændre Instagrams algoritme ved at lukke enkelte profiler ned,” siger Emma Søgaard, og tilføjer.

”Så hele idéen er bygget på at forebygge og uddanne omkring hatespeech, som er det, The Non-Violence Project Foundation arbejder for.”

Christoffer Vejlø uddyber:

”Det er fantastisk at se, at der dels kommer skala på og dels, at formålet bliver fuldstændig klart, fordi vi arbejder sammen med en NGO, der har en historik i at prøve at løse problemer som det her. Og med mere skala, så er der også en større chance for, at Instagram faktisk bliver nødt til at forholde sig til det, vi gør her.”

Film på repeat i otte timer 

Hos Instagram og Meta har man endnu ikke reageret på initiativet fra The Non-Violence Project Foundation og NORD DDB, men det sociale medie har i hvert fald dårligt kunne undgå at opdage det.

For at fange Instagrams opmærksomhed parkerede NGO’en således en billboardtruck et strategisk sted.

”Vi har prøvet meget hårdt at komme i kontakt med dem undervejs. En af måderne var, at vi havde en stor billboard-lastbil holdende uden for Meta hovedkvarter i San Francisco, der spillede vores ’open letter’-film om initiativet på repeat i otte timer,” fortæller Christoffer Vejlø. 

Se film om billboard-aktionen her. Artiklen fortsætter under filmen.

Emma Søgaard uddyber:

“Desværre må man ikke vise ansigter uden tilladelse, men det gav anledning til nogle ret sjove og forbavsede reaktioner fra de medarbejdere på Instagram, som kom forbi i de otte timer lastbilen holdt der.”

Så som Christoffer Vejlø siger: ”Vi har i hvert fald fået leveret vores budskab til dem.”

Hvad håber I, der kommer ud af det?

”At Instagram reagerer og tager ansvar. At de går i dialog med Rolf (Rolf Skjoldebrand, svensk chef i The Non-Violence Project Foundation, red.). Og så håber vi også, at ideer som denne her kan være med til at få folk til at tale om problemet og se, at det ikke behøver være så svært, som alle går og siger, at ændre på ting,” siger Christoffer Vejlø.

”En vigtig agenda”

Føler I, der er en risiko forbundet med kampagnen? I driller’ nogle harske typer derude?

”Det er et virkelig godt spørgsmål, for der har jo tidligere været en lille smule tumult i reklameland, når man har været ude at tale om nogle lidt mere alvorlige emner,” siger Emma Søgaard.

Hun tilføjer, at ’det har været en stor overvejelse fra bureauets side’.

Om Instagram

Instagram er ejet af Meta, der også ejer Facebook.

Platformen har over to milliarder månedlige aktive brugere.

Den største andel af brugere er mellem 18 og 24 år (30 procent), langt højere end Facebook og YouTube.

Instagram fjerner af eget initiativ kun 18,8 procent af opslag med hadefuldt indhold.

Kilder: Statista.com, Ecwid.com og Counterhate.com

”Vi har også, i modsætning til vores oprindelige idé, sløret de enkelte profiler og i stedet forsøgt at beskrive dem. Fordi det er Instagram, der er målet, og ikke de enkelte profiler. De fungerer nu i højere grad som proof of concept,” siger Emma Søgaard og tilføjer:

”Men ja, det er nok rigtig, at der altid er en risiko forbundet med sådan noget. Men jeg tror, at for os personligt, er det en agenda, der vejer tungt.”

”Kunne gøre en kæmpeforskel”

Tim Fremmich Andresen oplyser, at samarbejdet med The Non-Violence Project Foundation er kommet i stand via NORD DDB i Stockholm.

”De kender organisationen i forvejen, så da vi fortalte om idéen, efter af Emma og Christoffer var startet hos os, så de hurtigt potentialet,” siger han og tilføjer:

”Vi havde faktisk gennem et stykke tid haft dialog med flere forskellige aftagere, men da denne her mulighed dukkede op, virkede det rigtigt. Især fordi deres formål netop er at uddanne især unge til at blive klogere. Til ikke at lytte på den slags, men lytte til de rigtige stemmer.” 

Han håber også, initiativet kommer til at gøre en forskel.

 ”Hvis vi får dem til at ændre deres algoritme, så de rent faktisk slår ned på dette her i stedet for på en masse ligegyldige ting, så ville de kunne gøre en kæmpeforskel. Det ville ikke fjerne alt had i verden, men Instagram ville kunne gøre rigtig meget for, at hadet ikke bliver spredt.”

Initiativet er i fuld gang, og alle kan donere til købet af falske følgere til udvalgte profiler på kampagnesiden www.followtheirleader.com

Se Open Letter-filmen, der kørte på repeat foran Metas hovedkontor her – efterfulgt at en film, der forklarer initiativet.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger

Læs også: