Danskerne betaler stadig nogle af verdens absolut højeste skatter på arbejde. Det viser en ny, global undersøgelse, som revisionsgiganten KPMG har foretaget.
Undersøgelsen er den første, store internationale sammenligning efter den danske skattereform, der ellers er udset til at flytte skattebyrder fra arbejde over på andre kilder som erhvervsliv, energi, bolig, pension og fødevarer. Alligevel har Danmark den næsthøjeste skat på den sidst tjente krone, og den sætter ind ved et ret lavt lønniveau i forhold til, hvornår den øverste skat sætter ind i de andre lande. De danske virksomheder betaler lavere sociale bidrag for de ansatte end virksomheder i de andre lande.
Men Danmark ligger stadig højt, når det gælder den samlede skat af en lønindkomst på godt en halv million kroner. Så er den effektive skat 42 pct., og det giver Danmark en femteplads blandt de rige, vestlige lande. Nummer ét på listen er Østrig med 43,5 pct. Til gengæld kravler Danmark et par pladser op til en tredjeplads, når det gælder en højere løn på omkring 1,5 mio. kr. Her er den effektive skat 51,2 pct., mens kun Belgien og Sverige ligger et par mulehår højere med hhv. 53,8 og 51,9 pct.
VK-regeringens mål med den danske skattereform, der først er indfaset om 10 år, var ellers at gøre skatten på arbejde konkurrencedygtig, så Danmark ikke taber både viden og vækst.
Borsen.dk