Om få dage står der december i kalenderen, og for 26. år i træk kan danskerne få et gensyn med Danske Lotteri Spils Quick-reklamefilm.

Det er den med den lille pige, der tsk-tsk’er og løfter pegefinger over for sin far, som er i fuld gang med at skrabe alle felterne på sin skrabejulekalender. 

Det var daværende Bates Y&R, i dag Bates VMLY&R Danmark, der stod bag filmen, der er instrueret af Martin Werner.

Og det viste sig at være et holdbart koncept.

– Den er blevet en del af nedtællingen til julen i Danmark. Og vi kan se i vores målinger, at den stadig er voldsom populær, siger marketingschef i Dansk Lotteri Spil, Martin Dalsgaard Andersen og tilføjer:

– Vi tror simpelthen ikke, at vi på nuværende tidspunkt kan lave en reklame, der vækker samme følelser som den fra 1994.

Artiklen fortsætter under billedet.

Martin Dalsgaard Andersen, marketingchef, Danske Lotteri Spil. Foto: Uffe Jørgensen Odde.

Holder fast i klassikere

Med sin lange levetid placerer Danske Lotteri Spils Quick-film sig i et lille felt af danske julefilm, der holder ved år efter år.

61 procent skaber et felt ad gangen

– Den første julekalender blev lanceret i 1994. Den blev kaldt ”de voksnes julekalender” og var en pendant til den klassiske børnejulekalender med låger.

– Undersøgelser viser, at 44 pct. af danskerne over 18 år køber en julekalender (1,9 millioner danskere).

– Mange spillere køber mere end én kalender og giver den væk i gave – primært til den nærmeste familie, så gevinsten bliver i familien, hvis det nu er.

– 61 pct. skraber ét felt ad gangen, mens resten skraber felterne før tid.

– Undersøgelser estimerer ligeledes, at 1,1 million husstande har kalenderen hængende hvert år.

– Topgevinsten har altid været 1 million kroner – sidste år vandt fem danskere en million kroner. Der er gevinster på ned til 50 kroner og på gennemsnitligt hvert tredje lod.

  • Kalenderen har altid kostet 50 kroner.

Kilde: Danske Lotteri Spil

Mest kendt er nok Tuborg Julebrygs lille tegnefilm med julemanden i kanen, der vender om, da Tuborgs øl-lastbil kører forbi.

Den 20 sekunder lange film er tegnet af Peter Wibroe, og skabt med Wibroe, Duckert & Partners som bureau.  

Den kom første gang frem i 1984 og har – med en enkelt undtagelse – været den samme hvert år siden da. 

Og ligesom hos Tuborg, holder Danske Spil også fortsat fast i ”klassikeren”.

Salget ventes at toppe i år

– Vores film har kørt i 26 år, så selvfølglig har vi undersøgt behovet for at ændre den, siger Martin Dalsgaard Andersen.

Men ifølge flere analyser, som Danske Lotteri Spil har fået lavet, er der ingen tegn på, at reklamens popularitet falder. 

– For mange danskere er skrabejulekalenderen og reklamen synonym med det at sprede glæde ved juletid. Den er blevet en del af nedtællingen til julen i Danmark. Og vi kan se i vores målinger, at den stadig er voldsomt populær, siger Martin Dalsgaard Andersen og tilføjer:

– Derfor beholder vi den, som den er. Vores beslutning handler om at hylde det klenodie, den nærmest er blevet. 

Det første år i handlen solgte den omkring en million eksemplarer. 

I år bliver julekalenderen trykt i 2,52 millioner eksemplarer og er estimeret til at toppe sidste års salg på 2,1 millioner.

Se filmen her.