På Bornholm går den danske music supervisor Jesper Gadeberg lige nu rundt og glæder sig over, at hans musikarbejde til en Adidas-kampagne op til EM har ramt den store, tyske fodboldnation lige i hjertet.
I en sådan grad, at der – da kampagnen blev lanceret – opstod en folkeafstemning på de sociale medier om, hvorvidt sangen skulle være Tysklands nye ’Tor Hymne’ hver gang det tyske fodboldlandshold scorer på station.
”Det blev testet tilbage i marts måned, da Tyskland mødte Holland i en venskabskamp i Frankfurt. Og nu synges min sang-idé på tværs af diverse tyske fodboldstations,” lyder det i en mail fra Jesper Gadeberg til Markedsføring.
Sangen til Adidas-kampagnen er har været fremhævet på TV i Tyskland, og ifølge Jesper Gadeberg har Adidas aldrig solgt så mange fodbold-landholdstrøjer. Ikke mindst den pink away-trøje har vist sig populær, skriver han.
Allerede i april havde det anerkendte branchemedie Shots udvalgt en af kampagnens film som “Ad of the Week“.
Og for kort tid siden kom det frem, at kampagnen, som tyske Jung von Matt er kreativt bureau på, vundet guld ved New York Festival.
Ned i tysk musikhistorie
Jesper Gadeberg fortæller, at det hele oprindelig startede tilbage i december 2023, hvor Adidas og det tyske bureau kontaktede ham.
”De ønskede min hjælp til at finde sangen til lanceringen af den nye, tyske ’national jersey’ frem mod sommerens EM slutrunde i Tyskland,” skriver han.
Filmen, som Jung von Matt lancerede, rummer flere af de tyske landsholds-profiler og kører under konceptet ”Typisch Deutsch”, og Jesper Gadeberg anbefalede dem 1983-hittet ”Major Tom” af den tyske artist Peter Schilling.
Men i et ‘contemporary mash-up’, som Jesper Gadeberg producerede sammen med musik-produktionsbureauet Sizzer i Amsterdam.
" De sociale medier er decideret eksploderet i en eufori grundet min sang-anbefaling til Adidas.Jesper Gadeberg, music supervisor
Hvordan opstod ideen med Major Tom?
”Navnet på kampagnen er ‘Typisch Deutsch’ så min opgave gik ud på at finde en sang som er ‘Typisch Deutsch’ til introduktionen af den nye Adidas ‘Home’ & ‘Away’ landsholdstrøje. Så jeg gik i gang med at gå down memory lane i Tysklands musikhistorie, hvor jeg satte foden ned på ‘Major Tom’, som er en klassiker, og som tilhører genren ‘Neue Deutsche Welle’,” skriver Jesper Gadeberg.
Og efter en præsentation, hvor også andre idéer var i spil, valgte Adidas og bureauet at shortliste ‘Major Tom’ baseret på Jesper Gadebergs oplæg.
Du kan høre den originale ”Major Tom” af Peter Schilling nedenfor. Artiklen fortsætter efter nummeret.
Ingen store sejre siden VM 2014
Der var særligt én ting skulle han tage højde for i sit arbejde.
”Jeg skulle indramme det faktum, at Generation Z i Tyskland generelt ikke har et forhold til deres fodboldlandshold, da de ikke har gjort det godt, siden de i 2014 vandt VM i Brasilien. Derfor valgte jeg at producere en contemporary mash-up af sangen for at indfange lige netop den unge generation,” skriver Jesper Gadeberg og uddyber:
”Hovedfilmen ‘Home’ er to minutter lang og er klippemæssigt skabt af en forskelligartet dramaturgi. Derfor ville en sang i sin eksisterende form aldrig passe til filmen. Det gælder også ‘Away’ filmen, som i øvrigt var med i søndagens indslag i TVA.”
Hvordan føles det at have sat sådan en ‘bevægelse’ i gang?
”Jeg er selvfølgelig stolt over at have været med til at sætte en sådan en hype i gang – for det er virkelig det, vi taler om her. De sociale medier er decideret eksploderet i en eufori grundet min sang-anbefaling til Adidas,” skriver Jesper Gadeberg.
Efter at hans mashup kom ud, gik Peter Schilling, der skrev og sang den oprindelige ”Major Tom” tilbage i 1983, til tops på diverse hitlister.
”Så den har fået lidt af en revival dernede. Peter Schilling er også blevet interviewet og har spillet sangen live igen nu 40 år efter, at den var et hit.”
Om det lidt pudsige i, at Adidas og Jung von Matt valgte at kigge nordpå og kontakte en dansker for at få hjælp til at definere, hvad der er ”Typisch Deutsch” i en musik sammenhæng, skriver Jesper Gadeberg:
”Det tyske reklamemarked har været mit største marked i en del år med arbejder for blandt andet Mercedes, VW, BMW, Porsche og Audi, så jeg kender det tyske marked vældig godt. Og i øvrigt så holder jeg af fodbold og kender den tyske fodboldhistorie ganske godt.”
Se Home-filmen her – efterfulgt af Away-filmen.
Og så håber vi ikke, vi kommer til at høre musikken alt for meget i morgen, lørdag, hvor Danmark møder Tyskland i ottendedels-finalen ved EM (undskyld, Jesper …)