I en ny kampagne for Samsungs seneste landvindinger – deres nye Galaxy Note 3 og Galaxy Gear – har den danske instruktør Adam Hashemi i samarbejde med reklamebureauet Leo Burnett produceret en ny reklamefilm, som har den fodrappe argentiner Lionel Messi i hovedrollen.
Eller hovedrolle er måske så meget sagt, for i starten af filmen følger man nemlig en mystisk karakter, som ankommer til en ramponeret by og som går gennem gaderne.
Undervejs følger man bydelens tragiske skæbner, heriblandet områdets børn som nysgerrigt, og lettere skræmt, iagttager denne ”ukendte” person, mens de med deres klare barnerøst synger til melodien af den new zealandske sangerinde Lordes “Royals”-hit.
Og mod slutningen af filmen, træder selveste Lionel Messi, verdens bedste fodboldspiller selvfølgelig frem som alle børns frelser – og på byens nyanlagte grønsvar.
Den nye reklamefilm er en del af Samsungs ”Design Your Life”-kampagne og udgør sikkert en væsentlig andel af Samsungs gigantiske marketingbudget, som vurderes at udgøre 72 mia. kroner – eller mere – i 2013.
Den nye reklamefilm udmærker sig desuden ved, at have yderligere en dansker på credits-listen. Det er Mikkel E.G. Nielsen, som har medvirket i redigeringen af filmen.
Se filmen i toppen af artiklen.