De danske A-kasse regler er eksploderet fra 421 sider i 1951 til 22.804 sider i 2010. Min A-kasse, der til daglig administrerer de mange regler, fik omsider nok. Og for at sandsynliggøre problemet satte Min A-kasse og reklamebureauet Inkognitocph sig for at printe hele papirbjerget live på Facebook under rubrikken ”Stop Bureaukratiet”. Selve printopgaven varede hele 12 dage.
– Det lyder måske ikke som den allermest spændende live event, men brugerne tog hurtigt vores protest til sig, siger kommunikationschef i Min A-kasse, Simon Bauer. ”I løbet af de 12 dage valgte titusindvis af brugere at sige stop til bureaukratiet, men mange involverede sig yderligere: Bl.a. spillede bandet Fasarno Brothers i protest, en ung fyr, Kevin, valgte at overnatte i pyjamas i printerrummet for at sige fra og arbejdsløse Dennis Haagensen lavede 2 timers stillestående demonstration.”
Den ejendommelige event ramte plet. Brugerne strømmede til. Politikere fra begge sider i salen valgte at lægge vejen forbi ”printerrummet” og give deres mening til kende. Blandt andre Anders Samuelsen (LA), Ulla Tørnæs (V) og Torben Hansen (S). Udover den store opbakning fra brugere og politikere skabte kampagnen også stor opmærksomhed i de landsdækkende medier, hvor der blev stillet om fra live tv til live på Facebook.
Da sidste papir var løbet igennem printeren, gik kampagnen fra ”printerrummet” direkte ind i Folketingssalen, hvor der er blevet stillet et paragraf 20 spørgsmål til beskæftigelsesminister Inger Støjberg: ”Hvilke konkrete initiativer agter ministeren at tage for at begrænse 
bureaukratiet på arbejdsmarkedsområdet, som blandt andet ”stop bureaukratiet” har synliggjort”…? Endnu er der ikke kommet konsekvenser, men Min A-kasse har givet ministeren 100 dage til at ”gøre noget ved sagen.”
Hvilke resultater kan eventen så fremvise efter 12 dage:
• Over 15.000 aktive unikke brugere.
• Over 70 artikler i alt fra Berlingske Tidende, Politikken, Ekstra Bladet m.fl.
• Alene på God Morgen Danmark så over 150.000 mennesker indslaget.
• Målgruppen har i gennemsnit brugt 7 minutter på live streamen.
• Kampagnen er blevet set i alt i over 250.000 minutter.  
• Kampagnen har afledt over 1000 kommentarer på blogs m.m.
Og gruppen vokser stadigvæk.
Er der læringer i dette PR-fremstød?
– Det er den anden kampagne på de sociale medier, som Inkognito og Min A-kasse laver sammen. Fokus i begge kampagner er den gode idé. Vi bruger ikke penge på programmering eller smarte apps – fokus er alene på de indbyggede Facebook-features. Vi ”køber” heller ikke venner eller seeding, men knokler for at drive kampagnen. Dermed lever kampagnen også 100 pct. på Facebooks præmisser på godt og ondt, siger Thomas Kolster, strategisk og kreativ direktør fra Inkognitocph.
– Begge kampagner beviser nødvendigheden af konstant at uploade content og lave indlæg, som kan skabe debat og diskussion. ”Stop Bureaukratiet” lægger fra starten op til, at brugeren skal forme begivenhedernes gang. Brugerne tager det til sig og bestemmer f.eks. hvilket pausemusik, vi spiller. Men brugerne melder sig også til større tiltag, der kræver ekstrem involvering fx en protest sleep-over og live koncert, fortsætter Thomas Kolster.
Og konklusionen er?
– Kampagnen viser, at Facebook er at betragte som et stadig mere seriøst medie, som man ikke skal ignorere. Vi har haft besøg af en bred vifte af politikere, der ser Facebook som en vigtigt platform at komme til orde på. Intet kommer gratis på Facebook, det er hårdt arbejde, som kræver mange timer. Til gengæld er belønningen den høje involvering og umiddelbar respons på, om den idé, som virkede på papiret også virker på Facebook. Desuden er det ekstremt vigtigt, at sagen ikke er en gimmick, men en reel problemstilling, som brugerne tager til sig og kæmper for. Begge kampagner på de sociale medier har desuden vist, at selvom en kampagne starter på Facebook, kan den sagtens skabe omtale uden for det digitale rum (læs: i pressen), slutter Kolster og Simon Bauer.
Kampagnen kan ses på
Facebook, 
hvor hele regelbunken er udstillet og Min A-kasse har givet politikerne 100 dage til at holde ord.