De kaldes gratisaviser, men er det langt fra. Alene distributionen koster langt over en million kr. dagligt. Læg dertil en pæn pose lærepenge for de to tilbageværende gratisaviser, 24timer og Nyhedsavisen.
Til Business.dk, der udgives af Berlingske, siger distriktansvarlig for Dato, Elliason Roland, at det som minimum bliver 30 pct. dyrere for 24timer at være ene-betaler af distributionsregningen. Førhen delte Dato og 24timer udgifterne.
Koncernlogistikdirektør i JP/Politiken, Hans Peter Nissen, taler om en ”betydelig samdistribution”, og at det nu gælder om at optimere distributionen, nu hvor man er eneste gratisavis i Bladkompagniets budtasker.
Nyhedsavisens samarbejdspartner overlevede – i lighed med 24timer-Dato – heller ikke det første halve år. Post Danmark solgte i februar sin andel på 49 pct. af Morgendistribution Danmark til 365 Media – der ejer Nyhedsavisen.
Konkurrencemyndighederne godkendte samarbejdet, men på så barske betingelser, at den forventede ekspertise, erfaring og – nok så interessant – nøgleknippe fra Post Danmark aldrig kunne leveres. Og det kostede Post Danmark 10 mio. kr., og Nyhedsavisen så megen værdifuld tid, at man først i denne tid ruller det store skyts i København K og Frederiksberg.
Nyhedsavisens adm. direktør, Morten Nissen Nielsen, siger:
– Det var to væsentlige ting for os m.h.t. distributionen, da vi startede Nyhedsavisen. Det ene var, at vi ikke ville være afhængige af andre. Andres handlinger skulle ikke kunne påvirke os. Den anden var, at vores distribution skulle være optimeret til massedistribution og ikke selektiv omdeling af adresserede dagblade. Derfor er vi i dag meget glade for, at vi – selv om det har været hårdt arbejde at opbygge – står med en distribution, der er tunet maksimalt til effektiv omdeling af gratis morgenaviser.
peng