Den Internationale Olympiske Komites fem olympiske ringe er et af verdens bedst kendte logoer. De er på niveau med Røde Kors’ “kors”, Disneys Anders And og Coca-Cola. Og de er cirka lige så godt beskyttede.
I Danmark er det Danmarks Idræts-Forbund (DIF), der håndhæver rettighederne på vegne af Olympisk Komite/IOC, og DIF udsender ikke et rama-skrig over misbrug af – eller forsøg på misbrug – af det meget eftertragtede logo.
– Vi har kun oplevet et forsøg på kommercielt misbrug af ringene under De Olympiske Lege, og det var en udenlandsk bookmaker, der forsøgte at markedsføre sig på nettet med ringene som baggrund. Det er krystalklart ulovligt, men den pågældende bookmaker trak omgående sin virale annoncering tilbage, da vi gjorde opmærksomhed på ulovligheden, siger Jan Larsen, jurist i DIF.
Derudover har der faktisk ikke været ulovligheder af den karakter under OL, hvilket glæder DIF-juristen. Han påpeger, at det både har fortolkes som respekt for IOCs ejendom, men også at DIF (og Team Danmark) over en lang årrække har reageret i nærmest samme sekund, det kommercielle misbrug blev opdaget.
Misbrug eller ej
Hvis Jan Larsen kigger baglæns i perioden op til OL, har han kun konstateret alvorligt kommercielt misbrug i “cirka 10 tilfælde.” Ved siden af det, har DIF behandlet en række sager, der bedst kan kaldes “ikke-ond-tro-misbrug” så som firmafester med olympisk tilsnit.
– Ud over beskyttelsen af de fem ringe, der jo er af principiel karakter, reagerer vi også ud fra et andet vigtigt hensyn: Vi skal jo også sikre, at de sponsorer, der rent faktisk har betalt for at bruge ringene, også opnår eksklusiviteten ved sponsoratet, siger Jan Larsen.
Det ser med andre ord ud som om, at de danske virksomheder og reklamebureauer holder sig på dydens smalle sti, når markedsføringen trimmes til De Olympiske Lege.