I løbet af sommeren har jeg læst to bøger halvt, og det er jo ingen anbefaling. Alligevel har begge bøger givet anledning til eftertanke. Ikke mindst fordi jeg ved et tilfælde kom til at læse dem i forlængelse af hinanden. Jeg lagde ud med ”The Wall-Mart Effect”, men den var så deprimerende, at jeg til sidst kastede den fra mig i væmmelse. Umiddelbart efter stødte jeg på bogen: ”The Starbucks Experience” og tænkte, at den kunne være en passende modvægt til den uhæmmede magtdemonstration, jeg var blevet vidende til hos supermarkedsmastodonten.
Begge bøger markedsføres på omslaget som bestsellers, og da de omhandler hver sit amerikanske ikon, kan det ikke undre.
Forfatternes udgangspunkt for at skrive de to bøger er vidt forskelligt. Charles Fishman har uden Wall-Marts medvirken brugt lang tid på at researche, hvad der foregår bag de tykke mure rundt om den hemmelighedsfulde virksomhed. Det har ikke været nemt al den stund, at alle leverandører skriver under på en fortrolighedserklæring, der efter sigende bliver håndhævet med metoder, der ikke lader mafiaen noget efter.
Fishman har derfor været henvist til at benytte anonyme kilder og pensionister uden efterkommere med ambitioner om at komme til at handle med de barske købmænd. Er man en gang kommet til at tale over sig, er man og alle ens relationer udelukket for altid.
Så den gode forfatter har været på hårdt arbejde, og han gør det godt. Han forsøger af et ærligt hjerte at se nuanceret på sagen og lykkes forbavsende godt med at lade læseren selv drage sine konklusioner. Det er således ikke forfatterens skyld, at jeg ikke kunne holde ud at læse bogen. Der er bare nogle h istorier, der er så grundlæggende usympatiske og udsender så dårlig energi, at jeg må stå af.

Reklamepamflet om Starbucks

Helt anderledes stiller det sig med Joseph A. Mitchelli, der i samarbejde med Starbucks har skrevet, hvad man vel nærmest må kalde en alt for omfattende reklamepamflet for den godhjertede, kaffeskænkende virksomhed. Hvis bare halvdelen af, hvad bogen påstår, er sandt, så kan jeg kun anbefale, at man får sig et job som bestyrer af en af deres coffee shops. Tættere på himlen er formodentlig kun Skt. Peter.
Når jeg endte med at lægge den bog halvlæst fra mig, så var det helt og aldeles forfatterens skyld. Havde hans udlægning af alle de mange anekdoter, de samler på i den virksomhed, været bare en smule mere nuanceret, havde jeg hængt på og klappet hele vejen hen til bogreolen, hvor bogen ville have fået en hædersplads.
Det interessante er, at begge virksomheder har kolossal succes og vokser med en hast, der kan få enhver Børsen Gazelle til at ligne en fodslæbende gammelfar.
Starbuck s lever af at gøre det gode, det rigtige, det langsigtet holdbare og miljømæssigt bæredygtige. De går aldrig på kompromis med kvaliteten på nogen områder, og de dyrker den gode service og de tætte bånd til lokalmiljøet i en grad, der nærmer sig det tårevædende.
Når de siger: ”We are not in the coffee business serving people but in the people business serving coffee”, så mener de det. Og når de går efter at skabe ”det tredje sted”, altså stedet ud over hjem og arbejde, så sætter de alt ind på at gøre det. Der er ingen ende på historierne om, hvordan de lærer navnene at kende på alle deres faste kunder og uden opfordring serverer ”det sædvanlige”, og altid gør det i godt humør. I følge forfatteren er der aldrig langet en kop kaffe over disken uden, at den har været ledsaget af et stort smil og en venlig bemærkning.
Alle medarbejderes forslag til produktudvikling tages alvorligt, og lokale initiativer værdsættes og deles med andre i organisationen, så de kan lade sig inspirere til at gøre noget endnu mere fant astisk i deres lokalområde. Starbucks’ indkøbere har personligt besøgt alle de bønder, der leverer råvarer og ved selvsyn konstateret, at alt går rigtigt for sig. Sådan.
De gør tilsyneladende det, alle går og taler om, at man burde gøre, hvis man bare havde tid, råd og i øvrigt kunne tage sig sammen. Alle ansatte fra øverste chef og ned kommer løbende på kurser i kaffe og kaffebrygning, for de er stolte af deres produkt, og både høj og lav skal naturligvis kende de nyeste detaljer i kaffebrygningens ædle kunst. Arkitekter og designere starter deres job som ekspedienter i kaffebarerne for at få indtryk af den virkelighed deres design skal fungere i. Og så videre og så videre. Det må være umuligt for selv den mest ihærdige lærebogsskribent at finde på noget, de ikke gør.
Omvendt må man konstatere, at hvis nogen skulle skrive lærebogen om Wall-Mart-måden, så kan det kun blive lektor Blomme. Hvor Starbucks er et eksempel på, at man ikke behøver at være en dum skid for at drive en lukrativ forretning, så må man s ige, at det ikke er noget, de bekymrer sig om i supermarkedskæden. Tværtimod synes det at være et ansættelseskriterium, at man kan give den som lejrkommandant.

Ok mission, men…

Som udgangspunkt fejler deres mission sådan set ikke noget. De er sat i verden for at give forbrugerne billigere varer, og ligesom Starbucks sætter de alt ind på at nå deres mål. Desværre tromler de også alt og alle ned i deres kamp for de billige priser. Lokalbutikker lukker, leverandører går neden om og hjem, de ansatte behandles som … ja man fristes næsten til at sige slaver, kunderne overlades til sig selv og mange af deres hypermarkeder ligner en ulykke.
Alligevel handler folk hos dem!!!
Kæden spiller på de laveste instinkter, og en kortsigtet besparelse er åbenbart en større fristelse for forbrugerne end tanken om en mere langsigtet bæredygtig adfærd. Vi sender en tanke til den politiske forbruger, som hvis en sådan måtte findes, i hvert fald ikke findes i et antal, der har kunnet forhindre denne virksomhed i at blive en uregerlig kæmpe.
Bogen er et katalog over, hvordan man kan tryne sine leverandører og overlade så meget arbejde som muligt til dem. Hvis jeg var ansat hos en leverandør, ville jeg føle mig som den laveste kaste. En ussel hund som herremændene kan hundse med efter for godt befindende, og det må give et kæmpe hjerneflugtsproblem for dagligvareproducenterne, for hvilket håbefuldt ungt karrieremenneske gider finde sig i det?
Så ud over at mærkevaren bliver presset på pris med alt hvad deraf følger af manglende ressourcer til produktudvikling og brand building, så må mærkevareproducenterne også komme til at lide af fatal mangel på menneskeligt talent. En skrue uden ende og endnu en ting man kan skrive på tabstallene fra Wall-Mart-krigen.
Rygter og avisskriverier afslører, at den engelske supermarkedskæde Tesco har lært Wall-Mart-lektien grundigt. Mange engelske bønder er fanget i en fælde, hvor de dårligt kan overleve ved at levere til det dominerende Tesco, men hvor de helt sikkert vil gå konkurs, hvis de ikk e gør det. Og så er der nok grænser for, hvor mange kræfter bønderne har til at bekymre sig dyrevelfærd og miljøhensyn.
Wall-Mart og ligesindede er et trist kapitel i historien om kapitalismen og de frie markedskræfter. Et trist kapitel i menneskehedens historie. Et kapitel der handler om forråelse og primitive, kortsigtede motiver, som er aldeles uklædelige både for forbrugerne og for ledelsen og de ansatte. Hvis der lå en Starbucks nede på hjørnet, ville jeg gå ned og trøste mig med en dyr, men bæredygtig kop kaffe serveret af et ordentlig menneske.


The Wal-Mart Effect
Charles Fishman
Penguin Books, 2007

The Starbucks Experience
Joseph A. Michelli
McGraw Hill, 2007

Citat:
Hvis jeg var ansat hos en leverandør, ville jeg føle mig som den laveste kaste. En ussel hund som herremændene kan hundse med efter for godt befindende, og det må give et kæmpe hjerneflugtsproblem for dagligvareproducenterne