Efter 10 år i reklamebranchen, på bureauer som det tidligere Rapp Collins, JWT og Sunrise, besluttede AD’er Thomas Ørum sidste år at satse på sit helt eget tøjdesign med navnet Toms’ Apparel.
Det startede for Thomas Ørum da han i 2002 i lidt over 4 måneder arbejdede freelance for Dwindle i Californien, der er moderselskab for skateboard og snowboardmærker som World Industries, Blind, DogTown, Almost, Globe Shoes m.fl.. Her var han tilknyttet som kreativ i den interne design afdeling, hvor der ikke var langt fra idé til eksekvering, da trykkeri og produktion lå i den 6000m2 store lagerbygning i baghaven.
– Det var en fed form for kreativitet. Man lavede et design og inden ma n så sig om, var det ude i 400 butikker over hele verden. Det var noget andet end at arbejde med brochurer og annoncer, siger Thomas Ørum.
Hjemme i Danmark igen, havde Thomas Ørum fået en god idé, det mente han i hvert fald selv. Han begyndte at arbejde på eget design til t-shirts:
– Jeg arbejdede på det tidspunkt på Clan B, men kunne bare ikke slippe lysten til at designe. Jeg tog kontakt til en god ven fra den trendy herre-mode-butik, Pede & Stoffer, og præsenterede ham for min t-shirt idé, men hans dom var ikke ligefrem oplivende, konstaterer Thomas Ørum.
Ikke at vennen havde noget i mod Thomas’ t-shirts, han kunne faktisk godt li’ dem, men fordi der i forvejen var og er så mange andre t-shirts på markedet. Men han bestilte dog alligevel 30 stk., der blev solgt på bare 2 uger.
– Jeg fik derefter flere og flere butikker på og valgte derfor at stoppe hos Clan B, for virkelig at give det en chance, fortæller Thomas, der sagde op på bureauet i juni 2006 og fik en kassekredit på 50.000 kr. i banken.
– 10 år i r eklamebranchen er måske ikke en evighed men efter aha-oplevelsen hos Dwindle, kunne jeg bare mærke, at jeg havde brug for en pause fra reklamebranchen, dens koleriske ledere og projektledere i sorte jakkesæt.
Nyudklækket designer af t-shirts. Og hvad gør man så for at komme videre? Jo man forsøger selvfølgelig at booke sig ind på modemessen i København.
– Det var ikke helt let at komme ind på modemessen, der er lang ventetid for at få en stand, og det gælder bare for de mere etablerede mærker. Her kom jeg med mine, endnu ret ukendte t-shirts. Men de syntes åbenbart, at de kunne et eller andet, og det lykkedes mig at få en stand på 6 kvm.
Her stod Thomas Ørum så under modemessen i august 2006, men uden en ordrebog:
– Jeg havde brugt al energien på at få min kollektion færdig, og derfor havde jeg slet ikke forberedt mig på, hvad der så skulle ske… Regnede vel egentlig bare med, at det at være repræsenteret ville være nok.
Ikke uden sved på panden
Men lykken tilsmilede alligevel Thomas Ørum og hans t-s hirts, for en chefstylist fra MTV kom forbi hans stand og spurgte, om hun ikke måtte få nogle af hans t-shirts til hendes tv-værter, det samme gjorde en stylist fra et italiensk modeblad.
– Jeg må have ramt et hul i markedet med mit design, vurderer den 31 årige AD’er/designer, der i dag har butikken Tom’s Apparel på Gyldenløvesgade, ligesom han leverer sine designs, der er udvidet med kollektioner til både mænd, kvinder og børn, og som udover t-shirts nu også består af hættetrøjer, sweatshirts, tank tops og accesories – til ca. 60 butikker i 7 lande. I Danmark bl.a. butikker som Flying A og Normann Copenhagen.
Og selv om butikken ikke ligger i hjertet af København, så har ”ambassadører” som Kuku Agami og Uffe Holm, samt magasiner som Cover, Eurowoman og Costume, været med til at skubbe på i den rigtige retning:
– Ja, og så ligger butikken lige over for Peoplegroup, der er blevet gode kunder, men de får også – som ”gamle branche-kollegaer” lidt rabat, smiler Thomas Ørum, der lige har været med igen på modemes sen:
– Det er hårdt arbejde. Jeg får f.eks. nu lavet mine kollektioner i Portugal og aftenen før modemessen havde jeg kun fået 20 pct. af kollektionen leveret. Resten er dumpet ind ad døren siden, så det er ikke uden sved på panden. Jeg fortryder dog bestemt ingenting. Det går godt, jeg har igen oplevet stor interesse fra indkøbere på modemessen og har fået butikker på i Moskva & Finland, dog er det svært at tjene penge i starten, men det gælder jo for alle brancher.
Derfor er det jo også heldigt at Thomas selv, som AD’er, kan stå for markedsføringen af Tom’s Apparel.
– Jeg benytter mig af nyhedsbreve, flyers og i det hele taget guerillla markedsføring, i stedet for at gå meget bredt ud, da Tom’s Apparel er, og skal blive ved med at være et nichemærke, siger Thomas Ørum, der for den nærmeste fremtid kan fortælle, at en online-butik er undervejs, sammen med en konstant udvidelse af kollektionen.
Foto: Carsten Snejbjerg
Citat:
– Det var en fed form for kreativitet. Man lavede et design og inden man så sig om, var det ude i 400 butikker over hele verden.