Nu skal det være nemmere for danske og udenlandske museumsinteresserede gæster at orientere sig i de mange udstillinger, oplevelser og arrangementer, der findes på tværs af Nationalmuseets lokationer. 

Til at forløse dén opgave har Nationalmuseet indgået samarbejde med det digitale designbureau Spring/Summer, oplyser bureauet i en mail til Markedsføring.

Projektet er en del af Nationalmuseets udviklingsstrategi, der skal ”sætte gæsterne først” – men samtidig “styrke både museernes kommercielle forretningsudvikling og digitale tilstedeværelse”. 

Et af de første tiltag er at designe museets forskellige websites, og de første fem af slagsen ventes lanceret i begyndelsen af 2025. 

Det drejer sig om Nationalmuseet, Frilandsmuseet, Krigsmuseet og Kronborg plus museets faglige enheder for samlinger, forskning og bevaring. Senere vil flere websites blive udrullet for andre museer og enheder under Nationalmuseet. 

“Nationalmuseets mange museer og slotte indeholder vores allesammens historie og kulturarv, som de nye websites skal skabe de bedste indgange til for alle danskere og turister,” udtaler Simon Kampmann, chefkonsulent hos Nationalmuseet og ansvarlig for det digitale projekt. 

Vil åbne en dør til museernes verden

Målet er at skabe ”et nyt digitalt univers, der understøtter Nationalmuseets mange institutioner, slotte og enheder, mens de enkelte museer og slotte brands og oplevelsestilbud er i centrum”. 

Om valget af det digitale designbureau siger Simon Kampmann:

“Spring/Summer har vist en dyb forståelse for vores strategiske mål og ambitioner. Deres faglige dybde og evne til at omsætte strategi til kreative, brugbare løsninger er imponerende. Vi er allerede godt i gang og glæder os til det videre samarbejde.”

Spring/Summer er i øvrigt ikke et ubeskrevet blad, når det gælder design for museer – tidligere har bureauet for eksempel udviklet og designet et digitalt univers for Perez Art Museum Miami.

Et projekt, der vandt sølv ved Creative Circle Award i 2023

Niels Handberg, der er director of UX and strategy hos Spring/Summer, siger om den nye, danske opgave:

“Målet er at åbne en dør til museernes verden og skabe digitale oplevelser, der informerer, inspirerer, vækker nysgerrighed og giver stof til eftertanke. Vi vil give besøgende en dybere forståelse af vores kulturarv og mulighed for at fordybe sig i fortællingerne.”

De første nye digitale universer forventes at gå live i starten af 2025. 

Parterne oplyser ikke økonomien i aftalen.