Forbrydelsen klistrer over 1,5 million danskere til skærmen søndag efter søndag, hvilket beviser, at kvaliteten af det rigtige mord udskyder nettet som danskernes foretrukne parkeringsplads. I den time, vel at mærke.
Men tv er presset, endda eftertrykkeligt, på økonomien. Det ser ud til, at mens de kommercielle tv-stationer haler ind på public service-stationerne seermæssigt, risikerer de kommercielle tv-stationer som helhed at miste over en milliard kroner i reklameindtjening, før krisen vender.
Det er endda ikke sikkert, at de kommercielle tv-stationer inden for en overskuelig horisont når tilbage til de 2,5 mia. kroner, de i rekordåret 2007 puttede i lommen fra annoncørerne.
Brugerbetalingen ser ud til at fylde mere og mere, og nogle påstår endda, at brugerbetaling om ganske få år vil tilføre stationerne over seks mia. kr. årligt.
Hvis det er rigtigt, kan vi godt aflive Bill Gates’ spådom fra 2007 om, at tv-mediet er dødt i løbet af fem år. Men uanset dybden af tv-stationernes krise, kommer de snart til at reagere med andet end rygmarvsreflekser på nettets udfordringer.
De fleste analytikere er nemlig enige om, at mediekonvergensen er en realitet – og ikke kun en proces – i løbet af ganske få år.
Bare ét aspekt af denne konvergens er, at vi bruger én type skærm til at se vores film, surfe på nettet, bestille ferier og bøger på biblioteket, læse nyheder og i det hele taget kommunikere med hinanden. Lad os se bort fra de håndholdte PDA’er og andre mobile enheder. En skærm af en vis størrelse vil under alle omstændigheder have større tiltrækningskraft, end en lille fem tommers dims til underholdning på farten.
Et andet aspekt af konvergensen er, at kampen om content i sidste instans vil afgøre, om det er de store tv-stationer, der vinder, eller for eksempel folkene bag net-succeser som Google og dermed YouTube.
Det er ikke raketvidenskab, hvis man påstår, at narrowcast vinder over broadcast. Jo smallere du kommunikerer, desto mere fanger du præcis den målgruppe, du ønsker.
Hvad betyder det?
Risikoen er, at dogme-tv vinder over professionelt tv, og her skal ”tv” ikke læses som mediet, men de levende billeder, der fylder en stadig større del i det offentlige rum.
Nu vil en læser givetvis indvende, at blot fordi mediekonvergensen betyder total fragmentering, er konsekvensen ikke nødvendigvis, at det er amatører, der vinder over de professionelle.
Det er rigtigt, men risikoen er til stede.
Når fragmenteringen for alvor slår igennem i kommunikationen, vil der ganske enkelt ikke være råd til professionel kommunikation i samme grad, som vi kender det i dag. Hvis nogen er i tvivl, kan man se på Aarstiderne hjemmeside, der er det, jeg kalder for dogme-tv, og hvor det mest sete klip handler om at partere en kylling.
Ikke et ondt ord om kyllingen, thi det er generøst og tilsyneladende efterspurgt, og Aarstiderne vinder netop seere, og på den lange bane kunder, ved at tilfredsstille et behov.
Men ganger vi de parterede kyllinger op, tager de tid og opmærksomhed fra broadcasterne, hvilket også er med til at pege Google-folkene ud som de endelige vindere af kommunikationen.
Nu skal jeg være den første til at indrømme, at denne leder langt fra tager alle de misteltene i ed, der findes, når vi snakker om broadcast-kultur kontra web-tv, og alle de muligheder, vi får ind ad døren i slipstrømmen af den digitaliserede kommunikation.
Men én ting er stensikkert: Vi lever i en revolutionær proces, der formentlig er lige så stærk, som for 60 år siden, da tv åd sig ind på radioen og printmedierne.
Lad os håbe, at det gamle mantra om, at kvalitet aldrig fornægter sig, holder stik. Det gode mord holder stadig folk fanget ved fladskærmen, og lad os håber, at den tendens fortsætter.