Metroselskabet søger reklamebureau i et nyt udbud med et budget på 40 millioner kroner. 

Pengene skal gå til at øge antallet af passagerer, der hvert år bruger den københavnske Metro. I 2025 skal 175 millioner årligt bruge Metroen, lyder det i udbuddet. 

Bureauet skal blandt andet stå for strategisk rådgivning, udvikling af koncepter og kampagner, samt eksekvering af events, herunder åbningen af M4 Sydhavn i 2024, fremgår det af udbuddet. Men hvad leder Metroselskabet egentlig efter? 

”Den primære opgave bliver at få både eksisterende og nye kunder til at se fordelen ved Metroen ved blandt andet at integrere vores kommunikation endnu mere med afsæt i vores strategi,” siger kommunikationschef Sofie Lindberg fra Metroselskabet til Markedsføring. 

Hvad vil det sige? 

”Metroen er den mest bæredygtige kollektive transportform, så opgaven er konkret at få københavnerne og byens gæster til at benytte den mere. Det er en opgave med fokus på adfærd. Vi har et super stærkt brand, der måler højt og en høj kundetilfredshed, og mange vil gerne bruge Metroen mere, så vi skal gør det nemmere for dem at vælge os i hverdagen,” siger hun.

Stor viden om kunderne

Ifølge Sofie Lindberg har Metroselskabet enormt stor viden om sine brugeres adfærd. 

”Det er en vigtig men også meget spændende opgave. Fordi vi er så databårne, så ved vi utroligt meget om vores målgrupper, så vi har et solidt grundlag at arbejde ud fra,” siger hun. 

Så hvad er det vigtigste for jer at se i et pitch fra et kreativt bureau? 

”At de kan tilføre vores stærke position mere målrettethed. Vores brand og kampagner er stærke, men vi leder efter svar på spørgsmålet om, hvordan vi tager den position endnu mere ind i fremtiden og sikre Metroens aktualitet,” siger hun. 

Siden 2019 er det Hjaltelin Stahl, der har været kreativt bureau for Metroselskabet. Bureauet vandt opgaven i et pitch i konkurrence med 17 bureauer. 

Samarbejdet med Metroselskabet vil løbe fra juni 2022 og fire år frem. Der er deadline for ansøgning om prækvalifikation d. 3. februar 2022.