Det digitale bureau Dept, der i marts 2020 købte det danske bureau Sorthvid og i sommeren 2018 QuantAds, fortsætter opkøbsoffensiven.

Denne gang har Dept købt det digitale design- og brandingbureau BASIC, der har hjemme i USA. Det oplyser Dept i en pressemeddelelse.

– Vores mål er at opbygge det bedste bureau i verden, siger Dimi Albers, CEO i Dept i pressemeddelesen.

Han fortsætter:

– Et af de vigtigste skridt for at nå dette mål er, at opbygge et førende bureau i USA, som hjælper vores kunder med at bygge og accelerere deres digitale forretning.

Amerikansk offensiv fortsætter

BASIC bliver Depts andet bureau i USA efter Boston-baserede Rocket Insights, der blev en del af gruppen i 2019.

Basic kan skrive blandt andre Google, KFC, Herman Miller/Design Within Reach, Patagonia og Airbnb på kundelisten, og bureauet har 120 medarbejdere fordelt på kontorer i San Francisco, San Diego og St. Louis.

Det er Depts første opkøb i USA, siden bureauet tidligere i år skiftede investor fra hollandske Waterland til amerikanske Carlyle Group.

– Vi har siden Rocket Insights blev en del af virksomheden og medbragte deres stærke kompetencer inden for teknologi, ledt efter det bedste digitale oplevelses- og e-commerce-designbureau som kunne være med til at skabe et solidt fundament for Dept i USA, siger Dimi Albers i meddelelsen.

Heraf fremgår det også, at den amerikanske offensiv sandsynligvis fortsætter for Dept:

– I løbet af de næste 18 måneder stræber bureauet efter at skabe en solid tilstedeværelse i Nordamerika og en komplet serviceportefølje på tværs af kreativitet, teknologi og data, lyder det i pressemeddelelsen.