Det, som John Herup – mediebureauet Orchestras adm. direktør – i juni kaldte ”et selvmål af dimensioner” er nu en realitet: Dansk Annoncørforening lukker og slukker ved årsskiftet.

Det oplyser annoncørforeningen i en pressemeddelelse.

Om beslutningen siger bestyrelsesformand Michael Gamst, i meddelelsen: 

– I lyset af den fremtidige økonomi er en opløsning det eneste rette valg. Men det er dobbelt ærgerligt. For inden corona var vi på rette spor, og kigger vi bare lidt frem, er det tydeligt, at der aldrig har været mere brug for en stærk interessevaretager for annoncørerne.

Nye muligheder

Inden sommerferien indstillede en enig ledelse og bestyrelse at opløse foreningen, da det blev vurderet, at der ikke var økonomisk grundlag til at drive en interesseorganisation af fornøden kvalitet de kommende år.

Opløsningen af foreningen blev vedtaget på den ordinære generalforsamling i juli og skulle bekræftes af en ekstraordinær generalforsamling.

Den blev afholdt tirsdag 25. august, og også her blev opløsningen vedtaget, så det nu er endeligt besluttet, at den træder i kraft 31. december i år.

Holger Wilcks, direktør, Dansk Annoncørforening, har optimismen i behold, selv om foreningen formelt opløses ved årsskiftet. Foto: PR.

Men spørger man foreningens direktør, Holger Wilcks, lyder der – den triste virkelighed til trods – relativt optimistiske toner i forhold til muligheden for at skabe en ny ”platform”:

Kan blive stærkere

– Vi er i dialog med en række aktører for at undersøge, om vi ikke kan skabe en ny fælles platform for danske annoncører, siger han.

Hvem taler I med?

– Det kan jeg ikke sige noget om endnu, men vi håber og forventer at kunne præsentere en løsning medio september. Og jeg tror på, at vi kommer frem til at skabe en ny enhed, som vil kunne give os flere muskler og gøre os ressourcemæssigt stærkere, siger Holger Wilcks, der peger på, at det netop nu er ”ekstremt vigtigt”.

Hvorfor det?

– Fordi vi i den kommende tid bliver ramt af en bølge af europæisk og national marketingrelateret lovgivning, og i den forbindelse er det vigtigt, at annoncørerne har en organisation, der varetager deres interesser.

Danish Digital Award fortsætter

Hvad sker der med DDA?

– Igen, jeg kan ikke afsløre konkrete planer og partnere, men jeg kan sige så meget, at awardshowet fortsætter, og at det fortsat vil være Kim Jong Andersen, der er juryformand. 

Hvornår forventer I at offentliggøre konkrete planer for, hvad der skal ske?

– Hurtigst muligt. Det er så konkret, som jeg kan blive.  

Dansk Annoncørforenings oplyser, at arrangementer, medlemsydelser og interessevaretagelse fortsætter frem til den 31. december i år.