Skal København brandes på at være en grøn hovedstad? At være verdens lykkeligste by?

Eller måske på at være Nordens kulturhovedstad? 

Det var blot tre af de forslag, som deltagerne ved konferencen “København: Fremtid eller fortid om 10 år” kom frem med fredag d. 2. november, hvor de debatterede hvad, hvordan og hvorfor Danmarks hovedstad skal være et verdensbrand.

En af de store udfordringer i dag er, at København og Hovedstadsregionens mange interessenter alle fortæller hver sin historie om hovedstadens styrker og kvaliteter. 

Open Copenhagen ville derfor gerne i dialog med endnu flere virksomheder – private og offentlige – der havde en holdning til, hvordan København skal brandes i fremtiden.

– Vi er et lille land i Skandinavien (som mange stadigvæk ikke kender) dog med en hovedstad, der har et godt image hos dem, der kender os ude i verden. Derfor skal vi netop stå sammen og ikke iværksætte 117 forskellige branding-initiativer i København og regionen, siger Liv Thøger, som er er Brand Director i OPEN Copenhagen.

Bl.a. derfor er logo og pay-off ikke det vigtigste, da holdningerne altid vil være subjektive.

– Københavns mangfoldighed er både en styrke og en svaghed, når det kommer til kommunikationsindsatsen. Så lad os få basis på plads en gang for alle. Nemlig et samlet København, der siger ja til at arbejde konkret, ambitiøst og visionært med City Branding, fortsætter Liv Thøger.

OPEN Copenhagen har efter konferencen opsummeret de ti bedste punkter fra dagen, som nu indgår i forbindelse med den rebranding-proces, der i øjeblikket er i gang.

De er netop blevet præsenteret for OPEN Copenhagens bestyrelse, og de vil indgå i det arbejde, der fortsætter frem til generalforsamlingen i maj i 2013.

Derudover er planen at afholde endnu en konference i løbet af det nye år, og ambitionen er at få flere deltagerne fra erhvervslivet samt politikere til at deltage aktivt i debatten om Københavns og Hovedstadsregionens fremtidige branding.

Michael Raffnsøe, adm. direktør Huset Markedsføring, er glad for, at planerne om en 10-punkts charter for København nu kan realiseres:

– Med den nye dogmeplan for Københavns branding, er der rigtig god chance for at alle stakeholders kan samles op overensstemmmende og slagkraftig branding af vores skønne by.

 

Her er de ti bud på, hvad København skal fokusere på i den fremtidige branding, hvis vi vil være et verdensbrand:

1) “Friendly Copenhagen” 

2) Grøn hovedstad

3) Værtsby med god velkomst

4) Tryg og sikker by

5) Den innovative by, we walk the talk

6) Verdens lykkeligste by

7) Den mangfoldige by

8) Kulturhovedstad i Norden

9) Den intime storby – lille og stor på samme tid.

10) Pandoras by = København skal ikke sættes i bås

Det var OPEN Copenhagen, der sammen med Copenhagen Goodwill Ambassador Corps, DARE2 og Huset Markedsføring stod bag konferencen.